Rektor på turné kom til Foulum og Flakkebjerg

På trods af regeringens varsler om nedskæringer og besparelser på uddannelser og forskningsmidler lagde rektor Brian Bech Nielsen en forholdsvis optimistisk tone an.

Rektor Brian Bech Nielsen besøgte både Flakkebjerg og Foulum på sin årlige turnus rundt i universitetet. Foto: Janne Hansen

Iklædt sin signatur lyseblå skjorte, gjorde rektor Brian Bech Nielsen en afslappet, rolig og jordnær figur, da han på sin årlige turnus kom rundt i alle afkroge af Aarhus Universitet. Fredag den 2. oktober var han i Foulum, og mandag den 5. oktober kom turen til Flakkebjerg.

 

I sit indlæg fortalte Brian Bech Nielsen om et universitet, der både rummer muligheder og mærker begrænsninger. Mulighederne er mange i et miljø, der forsker, rådgiver, uddanner og samarbejder med erhvervslivet. Begrænsningerne ligger i politiske og økonomiske beslutninger, som vi ikke selv er herre over.

 

Regeringen har varslet besparelser på uddannelserne og i forskningsmidlerne. Brian Bech Nielsen pointerede, at Science and Technology ikke er det fakultet, der er mest afhængig af indtægter fra uddannelserne, men at besparelserne i forskningsmidlerne vil påvirke vækstlaget og aktivitetsniveauet på sigt. Da bevillingerne er flerårige, vil besparelserne dog blive indfaset over nogle år, og de besparelser, universitetet selv påbegyndte for et par år siden, vil hjælpe os. Derfor giver det ikke anledning til nervøsitet her og nu.

 

- På kort sigt er der ingen grund til bekymring, og i 2016 forventer vi, at der er balance på bundlinjen. I løbet af 2016 vil vi lægge en plan for, hvorledes vi håndterer udfordringen fa 2017 og frem, sagde han.

 

Fokus i den kommende tid

I den kommende tid vil universitetsledelsen have særlig fokus på kontrakterne vedrørende myndighedsrådgivningen, promovering af ingeniøruddannelserne og håndtering af regeringens ønske om besparelser på uddannelserne.

 

Myndighedsrådgivningen ligger AGRO meget nært. Nu da Fødevareministeriet er lagt sammen med Miljøministeriet, er det et åbent spørgsmål, hvordan fremtidige kontrakter vedrørende myndighedsbetjeningen skal skrues sammen. Skal der være en fælles kontrakt? Kan nogle af midlerne sættes af som basismidler? Brian Bech Nielsen sikrede, at han vil indgå i dialog med Miljø- og Fødevareministeriet, hvor han vil lægge vægt på, at midlerne er med til at sikre den infrastruktur, vi har, og at det ikke er hensigtsmæssigt, at midlerne udsættes for konkurrence.

            

I den diskussion, der efterfulgte Brian Bech Nielsens indlæg i Flakkebjerg, blev der slået et slag for, at uddannelsen Agrobiologi profileres noget mere. Som det er tilfældet med kandidater fra ingeniøruddannelserne, har erhvervslivet behov for kandidater i Agrobiologi, og det er let for dem at få et job efter endt uddannelse. Problemet er, at for få kender til uddannelsens eksistens.

Et andet punkt, der blev rejst fra salen, var, at der mangler boliger til masterstuderende og gæsteforskere i Flakkebjerg. Den lokale kommune og regionen var glade for meddelelsen om, at forskningsaktiviteterne alligevel ikke skal flyttes fra Flakkebjerg, så måske kunne universitetsledelsen henvende sig til regionsformanden eller borgmesteren med problemet. Til dette foreslog rektor, at AGRO kommer med et oplæg.

Et tredje punkt, som ligger AGRO meget nær, er at forbedre muligheden for at fastansætte forskere fra vores egne rækker af ph.d.-studerende og postdocs. Aarhus Universitet har et ønske om, at der skal rekrutteres udefra, ikke mindst fra udlandet. AGRO er meget international i forvejen og hvis vi ikke har bedre mulighed for at rekruttere blandt vores egne juniorVIP, risikerer vi, at vi uddanner forskere, der tager deres viden og kompetencer væk fra Danmark og med hjem til udlandet. I stedet ønsker AGRO at benytte sig af, at disse juniorVIP i løbet af deres tre år hos os har lært konteksten for vores forskningsområde at kende.

Endnu et punkt, der blev rejst, var det tilbagevendende problem med, at det stort set udelukkende er publicerede artikler og citationer man som forsker får merit for. Både erhvervssamarbejde, myndighedsbetjening og undervisning er områder, som tager en del tid, og som universitetsledelsen prioriterer højt, men som man ikke ”belønnes” for. Det nikkede Brian Bech Nielsen i enighed til og sagde, at vi mangler en model, der kan måle og tilgodese disse indsatser. Han forestiller sig, at det skulle være en peer-vurdering på samme måde som med publikationer.