Robotterne kommer til Foulumgård

Vækstsæsonen 2022 er så småt ved at gå i gang, og igen i år er der en række nye opgaver i AGROs markforsøg.

Foto: Jens Bonderup Kjeldsen

På Foulumgård er det bl.a. nye forsøg med braklægning, blomsterstriber og solceller, nogle af disse forsøg ligger også på Askov og/eller Flakkebjerg.

Derudover tager vi i 2022 hul på arbejdet med robotter (vi har de sidste tre år haft en robot til at klippe græsset på Klimastationen, men det tæller vist ikke helt med i denne sammenhæng 😊), AGRO har indkøbt en ”Robotti” mere, magen til den der har været arbejdet med på Flakkebjerg de seneste par år.

Planlægningen af forsøgene med robotten foregår i øjeblikket, vi glæder os til at komme i gang med et, for os, helt nyt arbejdsområde.

Projektet https://hyperfarm.eu/ vil i foråret 2022 anlægge et forsøgsareal på Foulumgård, hvor man vil placere solceller lodret i rækker med en passende afstand, så der fortsat kan dyrkes afgrøder mellem dem.

En alternativ måde at få produceret mere vedvarende energi, som gør, at vi stadig kan fortsætte en produktion af fødevarer på de samme arealer.

Her i foråret afslutter vi renoveringen af vores Semifield facilitet på Foulum, det betyder at vi nu har helt nye mobile tage, og vores vandingsmaskiner har også fået en stærkt tiltrængt opgradering. Det betyder også, at hvis I har projekter, som ønskes placeret i Semifield, så er vi nu helt klar til at tage hånd om dem.

Igen i år er vi involveret i at installere sugeceller i en række forsøg, som ligger uden for Foulumgård, det gælder bl.a. et projekt hos Bertel Hestbjerg ved Holstebro, som gennem en årrække har anvendt popler i foldene til hans økologiske grise, for at give ly og skygge, men også for at kunne reducere udledningerne af næringsstoffer, det vil et nyt projekt nu kigge nærmere på. Det er ikke første gang vi har haft forsøg med kombinationen af popler og frilandsgrise, men der er en række nye aspekter i dette forsøg, bl.a. skal en del af poplerne flises, og efterlades på arealet for at se, hvilken påvirkning, det har på udvaskningen.

På Salling skal der installeres sugeceller i et projekt, hvor man vil undersøge mulighederne for at dyrke græs til græsprotein, og samtidig reducere udledningerne af næringsstoffer til Limfjorden.

Og så hjælper vi FOOD i gang med at installere sugeceller på deres nye forsøgsareal ved Gl. Estrup på Djursland, som de kommende år vil afløse arealerne ved Årslev på Fyn.

På denne side: https://agro.au.dk/profil/faciliteter/foulum har vi en oversigt over projekterne på Foulumgård, der har egen hjemmeside (det er dog ikke alle projekter, der har en hjemmeside).

Vi er i gang med et generationsskifte på Foulumgård, og det betyder at I vil møde flere nye ansigter, når I kommer på Foulumgård i år.

Som altid på denne tid, glæder vi os til endnu en spændende og udfordrende vækstsæson på Foulumgård.