Så er det tid til årets seniorVIP møde!

Man gør sig selv en stor tjeneste ved at deltage i det årlige seniorVIP-møde, selvom det betyder, at man må rive et par dage ud af kalenderen.

Sædvanen tro inviteres seniorVIP til et halvandendags-møde i november. Programmet og arrangementet er ved at have nået en rigtig fin form med en faglig dag med indlæg fra sektionerne, krydret med indlæg udefra (i år biiver det Kim Holm Boesen fra Landbrugsstyrelsen) og en halv dag med temaer, som er oppe i tiden. I år er det f.eks. bæredygtig intensivering (Læs AGRO og begrebet bæredygtig intensivering) samt konkurrenceudsættelsen af myndighedsbetjeningen. 

Det er måske nok umiddelbart lidt træls, når man skal rive to dage ud af kalenderen med afbrud i sit daglige arbejde, men der er bestemt også grund til at glæde sig til at kunne læne sig tilbage og høre om, hvad der optager de andre sektioner, grupper og flagskibe og hvilke projekter der arbejdes med.  

Vi har både muligheden for at komme helt ned i detaljen og høre om de spændende projekter de ph.d.-studerende og postdocs arbejder med. Samtidig har vi også muligheden for at høre om og diskutere forskning på det mere overordnede plan enten gennem selve indlæggene eller under de efterfølgende café-diskussioner.  

Mødet giver således mulighed for at få en rigtig god fornemmelse af de utroligt mange – og meget forskellige – faglige kompetencer, som er til stede i instituttet. På den måde er der også rig mulighed for at sondere nye samarbejdsmuligheder, enten på selve mødet eller måske dukker der senere et navn op på en, som lige netop kan hjælpe med at løse den faglige problemstilling, man står med – eller måske er der en, som lige netop kan den metode eller teknik, som man ikke vidste man stod og manglede.  

Vi skal jo nok trods alt ikke forvente, at samarbejdsprojekterne pibler frem fra første dag, men hvis bare ét nyt samarbejde eller måske endda projekt ser dagens lys som følge af mødet, synes jeg, at dagene har været en succes. Samtidig skal man ikke undervurdere betydningen af, at man får sat ansigt på de mange navne i instituttet enten via de faglige indlæg, en snak i pauserne, eller måske over en øl… så er det lidt nemmere at finde lige præcis den person, som kan bringe dit projekt lidt længere. 

I det seneste nummer af Biweekly bad Lis Wollesen de Jonge i hendes leder os om, at vi tager ja-hatten på; gem den nu ikke for langt væk!  

Nu kan jeg godt nok ikke selv kan deltage i år – og det får jeg nok at høre for – men det skal bestemt ikke afholde jer andre fra at dukke op til seniorVIP-mødet, uanset om I kommer fra en sektion i Flakkebjerg eller Foulum.