Så er resultaterne fra APV tilgængelige

Rapporterne fra den nyligt overståede APV er netop blevet tilgængelige. Der var i årets APV både spørgsmål til det psykiske og det fysiske arbejdsmiljø. Svarprocenten for AGRO lå på 88% procent, mens den for hele Aarhus Universitet lå på 75%., hvilket må betegnes som en meget stor opbakning, tak for det.

Foto: Mogens Nicolaisen

Nu venter der et stort arbejde med at bearbejde resultaterne og identificere indsatsområder, hvor der skal tages hånd om åbenlyse problemer. Dette arbejde vil foregå på alle niveauer af AU fra universitetsledelsen til de lokale arbejdsmiljø- og samarbejdsudvalg.

Ved sidste APV i 2019 blev der især arbejdet videre med krænkende adfærd. Desværre har dette arbejde været noget besværliggjort af COVID og deraf følgende hjemmearbejde. Ledere og medlemmer af LAMU og LSU blev tilbudt fortrinsvis online kurser/workshops i, hvordan man håndterer situationer, hvor kolleger er blevet udsat for krænkelser.

Nu vil jeg ikke foregribe alle de diskussioner og det arbejde, som i den kommende tid skal foregå i LSU/LAMU, men blot konstatere at der desværre stadig er en del, som har været udsat for ’Grov, stødende eller nedladende tiltale’, har været udsat for mobning på arbejdspladsen eller har været udsat for ’Trusler om vold eller truende adfærd’. Til det sidste er det godt nok kun 1% (dvs. 2 personer) som svarer bekræftende, men det overrasker og bekymrer mig alligevel at ovenstående overhovedet finder sted på AU. For de ovennævnte spørgsmål ligger vi nogenlunde på niveau med AU som helhed. Til gengæld springer det i øjnene, at 4% på AGRO har oplevet ’Uønsket seksuel opmærksomhed’, hvilket er noget over AU som helhed (1%), og dobbelt så højt som ved sidste APV.

Et andet punkt som fanger opmærksomheden er, at ca. 20% af medarbejderne oplever stress som gør vedkommende utilpas. Det er et meget højt tal, når man taler om stress, som gør én utilpas.

For det fysiske arbejdsmiljø har kun 2 % svaret, at de er uenige i, at de har et generelt godt arbejdsmiljø, hvilket vel må betegnes som et tilfredsstillende resultat. Desværre har ca. 10 % af medarbejderne på AGRO problemer med indeklimaet og har svaret, at de er uenige i, at indeklimaet er tilfredsstillende.