Samarbejdet med erhvervslivet skal styrkes
Ny viden, der kan føre til innovation, jobs og økonomisk vækst, bliver skabt, når forskere og det private erhvervsliv samarbejder. For at fremme samarbejdet har Science and Technology oprettet en række erhvervsudvalg i fakultetet.
Der er jobs og vækst at hente, når forskere og erhvervslivet samarbejder. Erhvervslivet hjælper med at medfinansiere forskningen, og den viden, som forskerne bidrager med, kan omsættes til nye produkter, innovative metoder og banebrydende teknologi til gavn for erhvervslivet og samfundet i det hele taget. Det er en situation, hvor alle vinder.
Samarbejde med erhvervslivet er derfor noget, som Aarhus Universitet prioriter højt. Science and Technology har for nylig oprettet en række erhvervsudvalg på alle institutter med henblik på at øge dialogen og samarbejdet med det private erhvervsliv markant. I Institut for Agroøkologi er det seniorforsker Birte Boelt, CROP, der er formand for det nye erhvervsudvalg, som består af yderligere seks medlemmer med en fra hver forskningssektion. (Læs artiklen om Birte Boelt her.)
Udvalget kortlægger erhvervssamarbejdet
Erhvervsudvalget har som sin første opgave at skabe et overblik over, hvilke erhvervssamarbejder AGRO er involveret i her og nu.
- Det er ikke så ligetil. Man kan ikke bare trække en liste. Der er forskellige grader af samarbejde, og hvor skal man sætte grænsen? For eksempel drejer samarbejdet i nogle tilfælde sig blot om, at virksomheden stiller udstyr til rådighed. I andre tilfælde er det store konsortier, siger formand Birte Boelt.
Den næste opgave bliver at foreslå områder, hvor der kan skabes yderligere erhvervssamarbejde, specielt i forbindelse med ansøgninger til Innovationsfonden.
- Vi skal især gøre en indsats for, at ph.d. og postdocs får støtte til at finde ud af, hvordan de kan komme i kontakt med erhvervslivet. De unge forskere, vi uddanner som erhvervspostdoc og erhvervs ph.d., kan blive gode fremtidige erhvervskontakter og samarbejdspartnere for os, siger Birte Boelt.
Samarbejdsområderne skal også spille ind i instituttets strategi, herunder flagskibene. Derfor er formanden for AGRO’s erhvervsudvalg med i ledelsesgruppen. Hun skal endvidere mødes med formændene for fakultetets øvrige erhvervsudvalg og med dekanatet, hvor der skal sparres om, hvor fokus skal ligge i forbindelse med at styrke erhvervssamarbejdet.
- Det er interessant at høre om, hvad der er af erhvervsaktiviteter i de andre institutter, ikke mindst de institutter, som er ”nye” for os, fx iNano og Institut for Datalogi, siger Birte Boelt.
AGRO’s erhvervsudvalget består af følgende:
- Birte Boelt, CROP (formand)
- Troels Kristensen, SYSTEM
- Peter Sørensen, JORNÆR
- Lars Juhl Munkholm, JORD
- Poul Erik Lærke, KLIMA
- Lise Nistrup Jørgensen, CROP
- Michael Kristensen, PATENT
Læs om erhvervsudvalget - blandt andet mødereferater - her.