Sammen hver for sig...
Sammen hver for sig er det nye udtryk, som vi skal vende os til. Corona er over os og udtrykket omkring, at vi skal gøre en indsats for at blive bedre til at arbejde sammen, er lige pludselig blevet vendt til en nødvendighed af en anden karakter. Nu skal vi arbejde sammen, men må ikke være sammen, og hvordan gør vi så det?
I Flakkebjerg arbejder de fleste teknikere i mindre teams med hver deres fokusområde. Det gør de ikke, fordi det daglige arbejde er så meget anerledes end det plejer at være, men mere på grund af afgrøderne og det store område, vi primært arbejder med - afgrøde sundhed. Det er et stort begreb, som både omhandler brug af pesticider, men også forskellige metoder som for eksempel radrensning i stedet sprøjtning, samt droner og robotter m.m. Opdelingen i små teams er noget, vi har arbejdet på mindske. Mange teknikere arbejder med områder, hvor de udfører alt omkring de enkelte forsøg – og det gør os sårbare. Dels kræver det at mange skal til på samme tid og bruge de samme maskiner, dels rammer det hård, når der er personale, som siger op. Her kræver det oplæring af en ny, og det tager tid, nogle gange flere år før man er helt inde i tingene.
I denne nedlukning er opgaven ikke kun at få opgaver løst og heller ikke af hvem. Men af hvor mange. Hvordan får vi kommunikeret ønsker ud til de rette, får alle den information, som de skal have? I Agroøkologi er det jo for en stor del af medarbejderne en vane - en naturlighed i - at man skal være online 24/7, og lige meget om man er i Kina, Viborg eller Slagelse. Men sådan er det ikke for alle medarbejdere. Skype-møder m.m. er ikke en del af det daglige arbejde for alle ansatte i instituttet. Så det er en stor udfordring i denne situation at få alle med. Det er svært at omstille sig til noget nyt, og her vil jeg henvise til det, jeg tidligere skrev. Hvad hvis vi pludselig står ikke med 4 opsigelser, men 4 personer som er syge. Her kan vi komme ud i, at et helt område bliver ramt og ingen kan tage over. Det er noget vi skal arbejde med, når vi på et tidspunkt - forhåbentligt snart - kommer over denne krise.
I Flakkebjerg og vores andre forsøgsstationer er foråret kommet. Der vil blive travlt i marken. Såning, gødning og sprøjtning er alt sammen arbejde, der skal udføres, og heldigvis er det primært enkelt mands opgaver. Udfordringen er de opgaver, som ligger inden: afvejninger og indstillinger, som skal gøres. Indtil nu kan vi få det til at fungere, folk melder ind omkring ønsker til opgaver, der skal udføres. Flere af de forskellige teams holder flere ugentlige Skype-møder, hvor opgaverne bliver gennemgået. Nogle er på arbejde på skift, nogen arbejder i marken, andre på et laboratorie og igen nogle hjemme. Udfordringen er, i hvor lang tid?
Jeg tror, vi alle syntes, det hele er lidt surrealistisk, og vi ikke helt ved, hvad vi skal mene. Åbner vi op til en ny verden, når det hele er overstået, og hvordan skal vi håndtere det? Problemer med at skulle arbejde sammen med andre er jo ikke kun de kollegaer, som vi har på arbejdet, men også vores familier. Jeg tror, at vi i marken skal være glade for, at vi kan passe nogle af vores opgaver, da det er ude i den frie natur og ikke opgaver foran computeren, mens der løber 2 børn rundt, som ikke kan komme i skole og meget gerne vil ha noget opmærksomhed.