Science and Technology dekan i det grønne

Dekan for Science and Technology Niels Christian Nielsen var forleden på opdagelse i de faglige miljøer i Foulum, hvor han blandt andet hørte nærmere om AGRO’s undersøgelser i mark, semifield og laboratorier

På dekan Niels Christian Nielsens turné rundt i de forskellige faglige hjørner af sit store fakultet kom turen til AGRO i Foulum den 26. juni. I løbet af en formiddag blev dekanen oplyst om en række spændende forsøg og undersøgelser og blev præsenteret for nogle af AGRO’s unikke faciliteter.

Som det blev pointerede, bevirker de gode faciliteter i marken og semifield, at vores forsøgsresultater fra laboratoriet kan afprøves og undersøges i større skala og under mere realistiske forhold. Det er med til at underbygge, at resultaterne kan anvendes i praksis og giver større troværdighed og sikkerhed i forbindelse med myndighedsbetjeningen.

- Markundersøgelserne er AGRO’s DNA og er medvirkende til, at vi trækker projektpenge hjem, sagde professor Jørgen Eriksen til dekanen under fremvisningen

Postdocs og ph.d.-studerende stod for at fortælle om nogle af forsøgene. Ph.d.-studerende Xianwang Kong berettede om forsøg vedrørende reduktion af udledning af lattergas fra marken og viste, hvordan man opfanger gassen fra jordparcellerne for at kunne måle indholdet af den potente drivhusgas.

Dekan Niels Christian Nielsen og ph.d.-studerende Xianwang Kong

Også ude i marken ved Foulumgaard forklarede postdoc Wenfeng Cong, hvordan han undersøger forskellige kombinationer af urter i græsmarker blandt andet for bedre at kunne forstå de mekanismer, der påvirker deres interaktioner med hinanden, herunder om de fremmer eller hæmmer hinandens vækst og derved markens udbytte.

Fra venstre professor Jørgen Eriksen, institutleder Erik Steen Kristensen, driftsleder Jens Bonderup Kjeldsen, postdoc Wenfeng Cong og dekan Niels Christian Nielsen

Derefter gik turen til marken med et økologisk sædskifte fra 1996. Her blev der talt om, at fremtiden for økologisk ukrudtsbekæmpelse ligger i brugen af moderne teknologi som sensorer, kameraer og gps. Parcellerne med forskellige energiafgrøder blev også kigget på med stor interesse. Erik Steen Kristensen pointerede, at et tæt samarbejde med Institut for Ingeniørvidenskab fremmer forskningen på begge disse områder.

Videre i den teknologiske boldgade fortalte og postdoc Maria Knadel om udvikling af sensorteknologi til fremskaffelse af data om markens egenskaber. Det er den del af det store projekt Future Cropping, der netop er faldet på plads.

Postdoc Maria Knadel og dekan Niels Christian Nielsen

I semifield-anlægget fortalte postdoc Nina Høj Christiansen om hendes undersøgelser af gødningsværdien af forskellige restprodukter, herunder slam, komposteret husholdningsaffald og biochar fra dyreknogler.

Dekan Niels Christian Nielsen, professor Jørgen Eriksen og postdoc Nina Høj Christiansen

Rundvisningens sidste fortælling var fra ph.d.-studerende Michele De Rosa, som fortalte om sine undersøgelser vedrørende effekterne af ændringer i arealanvendelse. Han gjorde det begribeligt, hvorfor det vigtigt at se på problematikken fra et holistisk synspunkt, herunder inklusion af økonomiske, sociale og andre ikke-miljømæssige aspekter.

I løbet af hele besøget var dekan Niels Christian Nielsen en ivrig stiller af spørgsmål og tydeligt fascineret af de unikke faciliteter, som Aarhus Universitet har til rådighed i AGRO.