Som ringe i vandet

Uge 4: Det begyndte i januar. Eller det var der, vi først hørte om det. Det kinesiske nytår stod for døren. Vores studerende på Sino-Danish Center for Education and Research i Beijing fortalte, at universitetet var under nedlukning og de danske studerende rådet til at rejse hjem. En alvorlig virus-epidemi var under udvikling i Kina. Vi WeChattede først med vores venner. Jo, det var rigtig nok – alle var blevet bedt om at blive hjemme efter nytårsferien. Bekymrede mail til vores kolleger overalt i Kina. Forhåbentlig var ingen i deres familie ramt, og hvordan skulle det gå med vores besøg og undervisningen, som skulle afvikles i de kommende måneder.

Uge 7: Lidt hen i februar blev den nye sygdom Covid-19 konstateret i Italien og snart efter i Danmark. Beretninger om overfyldte sygehuse i andre europæiske lande fylder nyhederne.

Uge 10: Primo marts er mere end 400 smittet herhjemme. Nu er det lige pludselig mig, der får bekymrede mails fra Ghana, om jeg stadig har det godt og hvad med opstartsmødet i vores nye projekt, planlagt i slutningen af måneden. Det bliver aflyst i sidste øjeblik. Virkelig ærgerligt, at vi ikke kan møde vores nye samarbejdspartnere og lære dem at kende.

Uge 11: Den 11 marts kommer så beskeden om øjeblikkelig lukning af grænser og alle offentlige institutioner mm. Lidt af en brandstart for en ny sektionsleder. Hvordan får vi den nye hverdag til at fungere med hjemmearbejde? Heldigvis er vi vant til at arbejde selvstændigt og inden for et område, hvor lukningen ikke umiddelbart påvirker så mange andre. Lige bortset fra vores undervisning, hvor det ved en helt ekstraordinær indsats lykkes at køre videre virtuelt uden afbræk. Stor cadeau til alle vores undervisere og IT-folk. Snart er Skype-møder og -eksamener en del af vores hverdag. Mailboksen boomer.

Tabel 1: I min mailboks førte Covid-19 nedlukningen til 33% flere mails (påskeugen fraregnet).

Uge 14: Især børnefamilierne er under pres. Det er altså ikke nemt at være effektiv med 2-3 børn i huset. Blandt de mange ting vi lærer af krisen, er ikke mindst betydningen af samfundsinstitutioner som børnehaver og skoler. Dejligt at vi kan holde hyppige sektions- og kaffemøder og på den måde holde god kontakt til alle medarbejderne i sektionen. Alle er ved godt mod. Vi er ved at have indstillet os på hjemmearbejdet. Fint også, at der er åbnet op for markarbejdet, så vi ikke mister en hel vækstsæson.

Uge 17: En måned er gået derhjemme. Epidemien ruller videre til andre kontinenter samtidig med at flere europæiske lande stadig er hårdt ramt. Heldigvis falder antallet af syge i Danmark. Læren er åbenbart, at det virker at holde afstand og bruge håndsprit. Det er da nogle billige råd, som jeg formidler videre til WhatsApp gruppen fra vores seneste PhD-kursus i Ghana, før virus begynder at sprede sig der.

Uge 20: Danmark ser ud til at være sluppet nådigt igennem. Restriktionerne bliver lempet lidt efter lidt. Dejligt at børnene kan komme tilbage i skole og børnehave, selvom det ikke er uden bekymring for forældrene. Nu kan laboratorie-arbejde også fortsætte i begrænset omfang. Det ser ud til, at mange projekter kan gå videre uden væsentlige forsinkelser.

Uge 22: Epidemien er ved at være klinget af, især vest for Storebælt. Nu kan vi endeligt komme tilbage på kontorerne, dog stadig med restriktioner og hyppig rengøring. Det bliver dejligt at kunne snakke med kollegerne igen - en vis skype-træthed var vist begyndt at indfinde sig. I andre lande er det desværre ikke ovre endnu. Jeg håber, at ingen er blevet for hårdt ramt personligt og mht. til familierne derhjemme. I sektionerne har vi jo efterhånden tråde til alle egne i verden, også dem pandemien har hærget værst og hvor den stadig raser. Jeg har aldrig oplevet noget lignende og håber også det er sidste gang.