Stærke bånd med vores alumner er til gavn for alle
AGRO’s muligheder for erhvervssamarbejde kan styrkes ved at have et godt alumnenetværk – og det arbejdes der på at skabe blandt andet via en alumnedag til foråret.
Aarhus Universitet er i gang med at oprette alumnenetværk inden for alle institutter. En alumne er en dimittend, det vil sige en tidligere studerende, der har afsluttet sin bachelor- eller kandidatuddannelse. På Aarhus Universitet inviteres også studerende og medarbejdere til at være med i og drage nytte af alumnenetværket.
Flere af institutterne har allerede etableret netværk. Der er 28.500 medlemmer i AU’s alumnenetværk. I ST er der p.t. kun ganske få etablerede alumnenetværk, men med nye initiativer er det håbet, at flere kommer op at stå.
For AU og specielt i relation til erhvervssamarbejdet kan det være til gensidige gavn og glæde at opretholde kontakt til de tidligere studerende og medarbejdere, som nu arbejder i erhvervsvirksomheder rundt i landet og rundt omkring i verden. Alumnerne kan være gode ambassadører for vores uddannelser og universitetet som institution. Alumnenetværket kan bidrage til at skabe nye samarbejdsprojekter, føre til kontakter i forbindelse med jobopslag og i høj grad bidrage til at udvikle vores uddannelser, så de matcher de behov, som vores nyuddannede kandidater bliver mødt med.
Med vores korte anciennitet inden for uddannelserne har AGRO endnu et forholdsvis begrænset antal færdiguddannede kandidater, men så meget desto mere interessant er det at følge deres karriere. Det er også særdeles relevant at høre deres tilbagemeldinger om, hvor godt de har følt sig rustet til arbejdslivet, hvad enten de har fået en plads inden for forskning, rådgivning eller det private erhverv. Er der områder, hvor vi kan justere vores uddannelser, så de er bedre rustet?
Når det gælder tidligere medarbejdere, som har fået job i erhvervslivet, kan man hurtigt miste kontakten, men tanken bag alumnenetværk er også, at der skal gøres en indsats for at bevare kontakten til gensidig gavn.
Fra erhvervsudvalgets side håber vi, at kontakten til tidligere studerende og medarbejdere kan medvirke til at skabe nye samarbejder. Det er allerede muligt at være en del af det store AU-alumnenetværk, men om kort tid får alle medarbejdere i AGRO foruden tidligere og nuværende studerende en invitation til at være en del af et AGRO-alumnenetværk og til at deltage i en alumnedag i april. Jeg vil opfordre til, at man melder sig ind i AGRO-alumnenetværket, når chancen byder sig, og at man deltager i alumnedagen.
Du kan læse mere om AGRO’s spæde alumnenetværk her. Nogle af de tilbud, som alumnenetværket tilbyder, er:
- Faglige og sociale netværk
- Efter- og videreuddannelse
- Tilbud fra Folkeuniversitetet