Tak for indsatsen i 2024
Året er næsten gået, og vi begynder nu at kigge frem mod muligheder og udfordringer i 2025. Aktiviteterne i 2024 har på mange måder været skelsættende.
Det er lykkedes regeringen og Folketinget at gennemføre en aftale om en grøn trepart. Det kommer til at sætte massive spor for en bæredygtig udvikling af det danske landskab og af landbruget. Jeg oplever også, at det begynder at sætte spor i diskussionen i andre europæiske lande. Her kigger man på denne aftale med en vis undren over, at noget sådant overhovedet kan lade sig gøre. Men det sætter os også i en styrkeposition i forhold til forskningslandskabet i Europa. Dette har vi styrket gennem samarbejdsaftaler med WUR og INRAE.
Vi står med en meget stor opgave i forhold til at understøtte den grønne omstilling og grundlaget for implementeringen af den grønne trepart. Det kræver forskning, men det er også afgørende, at denne forskning målrettes problemstillingerne, og her er der brug for koordinering og tværfagligt samarbejde. Vi skal derfor styrke kendskabet til hinandens forskning og mulighederne for forskningssamarbejder. Vores AGRO Days gav gode eksempler på muligheder for samarbejde på tværs, men det kan vi gøre endnu bedre. Vi vil derfor fortsætte med at arrangere tværgående seminarer i instituttet i 2025. Det forudsætter et engagement og en vilje til samarbejde, men det oplever jeg er til stede i instituttet – og det er meget lovende.
Der har været en del ændringer i instituttets organisation i 2024, og jeg vil her nøjes med at pege på nogle få elementer. Vi har sagt velkommen til SESS-gruppen fra EcoScience, og de er allerede blevet godt integreret i den nye ABD-sektion med Niels Holst som sektionsleder. Vi har fået Ida Thoft som ny leder af sekretariatet, som i øvrigt er i vækst og omorganisering for bedre at kunne understøtte instituttet. Vi har også fået nye sektionsledere. Mette Vestergård har overtaget efter Mogens Nicolaisen i PLANMIK, Marie Trydeman Knudsen har overtaget efter Tommy Dalgaard i SYSTEM, og fra 1. januar overtager Jim Rasmussen efter Mathias Andersen i KLIMA. Der skal lyde en stor tak til de afgående sektionsledere for deres solide indsats, og et hjerteligt velkommen til Mette, Marie og Jim. Vi har en meget velkvalificeret og hårdtarbejdende institutledelse.
Vi er godt i gang med et generationsskifte i instituttet blandt både det videnskabelige og det tekniske personale. Samtidig vokser vi i antal medarbejdere, og det trækker store veksler på indsatsen omkring ansættelse og modtagelse af nye medarbejdere. Tak til alle for at hjælpe med til dette. Jeg synes, at det lykkes godt med at få vores nye medarbejdere godt integreret i vores arbejdsfællesskab. Det er helt afgørende, at vi fastholder og udbygger en samarbejdende kultur i instituttet. Vi er godt understøttet med betydelige eksterne forskningsmidler, men der er naturligvis behov for, at vi fortsætter med at sikre vores forskningsfinansiering.
Her i efteråret startede nye studerende på vores nye BSc i Plante- og Fødevarevidenskab. Desværre med alt for få studerende, så vi er i gang med at styrke rekrutteringsindsatsen. Det er en indsats, som er enormt vigtig – ikke kun for os, men også for samfundet. Der er et stort behov for veluddannet arbejdskraft på dette område. For at styrke vores muligheder for at rekruttere studerende har vi fået godkendt muligheden for at udbyde uddannelsen på engelsk. Dette vil dog tidligst ske fra 2026. For 2025 handler det om at rekruttere så mange danske studerende som muligt. Det er en kamp, vi skal vinde.
I 2025 står vi over for en international evaluering af vores forskningsindsats. Der vil være et besøg af et evalueringspanel i efteråret 2025. I foråret vil vi skulle udarbejde baggrundsmaterialet for evalueringen. Vi er nu ved at skaffe accept hos de foreslåede medlemmer af evalueringspanelet. Vi har sammensat et godt panel, som kan give os gode input til revidering af vores strategi. Vores mission er dog stadig den samme – vi understøtter landbrugets grønne omstilling. Tak for en solid indsats for dette til alle