Universiteternes iværksætteri og Innovationsfondens Erhvervsforskerprogram

Universiteterne har stigende fokus på, at forskning og uddannelse skal være til gavn for samfundet. Det kan ske ved, at forskere og studerende etablerer virksomheder, som omsætter ny viden til vækst. Men i hvilken udstrækning sker det?

Birte Boelt. Foto: AU Foto

AU har sammen med CBS, DTU, KU og SDU fået lavet en undersøgelse af betydningen af universitetsbaseret iværksætteri. Den viste, at der årligt er etableret 600 nye virksomheder i perioden 2008-2019. Det går typisk disse virksomheder godt. De har højere omsætning og ansætter flere medarbejdere end andre nystartede virksomheder. I 2019 beskæftigede de universitetsbaserede virksomheder 9.300 fuldtidsansatte, og de havde en samlet omsætning på knap 13 mia. kr.

Du kan læse mere om undersøgelsen og finde rapporten på: https://dkuni.dk/pressemeddelelser/flere-tusinde-ivaerksaettere-er-udsprunget-fra-landets-universiteter/

Går du med en god ide og tænker på at starte virksomhed, er der hjælp at hente hos The Kitchen, AU’s startup-hub: https://thekitchen.io/.

Vores forskning og uddannelse kan også komme til gavn gennem samarbejde om Erhvervs-ph.d.- og Erhvervspostdoc-projekter. Innovationsfonden har et Erhvervsforskerprogram, og der er p.t. opslag om støtte til samarbejder med både den offentlige og den private sektor (ansøgningsfrist 12. september).

Kandidaten ansættes hos den eksterne part, som får dækket ca. 50 % af lønudgifterne. Universitetet får et fast beløb på 360.000 kr. (inkl. overhead), og Innovationsfonden dækker udgifter til kurser eller rejser op til 100.000 kr. En Erhvervs-ph.d. gennemgår samme uddannelsesforløb som de universitetsansatte kandidater, og bedømmelseskravene er de samme.

Erhvervsforskeren er direkte involveret i virksomhedens/styrelsens aktiviteter. På den måde får universitet og virksomhed god kontakt, men et Erhvervs-ph.d.-projekt kan være udfordret af, at man færdes i to forskellige miljøer. Til gengæld får man lov til at arbejde med en relevant problemstilling, og man bliver del af hverdagen i virksomheden/styrelsen. Innovationsfonden afholder fælles møder for Erhvervs-ph.d.-kandidater, så man får mulighed for at etablere et netværk inden for andre fagområder og indblik i flere typer af virksomheder.

Du kan læse om et Erhvervspostdoc-samarbejde mellem Nordic Seed og AGRO på: https://agro.au.dk/aktuelt/nyheder/vis/artikel/forskere-laegger-det-genetiske-fundament-til-fremtidig-management-af-meldroejer-i-rug/