Vi nåede det!

AGRO’s nye forskningsopgave vedrørende drænvirkemidler og minivådområder skrider planmæssigt frem godt hjulpet af en målrettet og dygtig indsats fra de involverede medarbejdere.

Vi skal løse en større forskningsopgave vedrørende drænvirkemidler og minivådområder med matrice. Foto: SEGES

Som nævnt blandt andet i forrige udgave af Biweekly og på seniorVIP-mødet i Flakkebjerg, er AGRO blevet bedt om at udføre en større forskningsindsats inden for minivådområder og drænvirkemidler.  

Det har hastet med at lave en detaljeret projektbeskrivelse af den omfattende opgave, da projektbeskrivelsen skulle ligge klar inden udgangen af november. Der har været flere udfordringer undervejs, både hvad angår koordinering, samarbejde, tidspres og økonomiske muligheder, men vi nåede det! Målet blev nået inden deadline og projektbeskrivelsen blev sendt til SVANA og NAER den 22. november 2016. 

- Dette hurtige og koordinerede forløb vidner til, at AGRO’s medarbejdere kan trække på samme hammel og jeg takker alle de medarbejdere, der har knoklet hårdt med at få oplægget klar til tiden, siger Erik Steen Kristensen. Blandt de involverede var medarbejdere fra alle fire AGRO-forskningssektioner i Foulum foruden DCA og Bioscience. 

Opgavebestilleren er tilfreds

Erik Steen Kristensen holdte møde med SVANA og NAER samme dag, som de modtog oplægget.  

- De blev glade for oplægget og gik straks i gang med at regne på det - især på hvad indsatsen skal være med hensyn til minivådområder med matrice, siger han og fortsætter:  

- Jeg har allerede fået en tilbagemelding om budgettet for delprojektet omkring minivådområder med matrice og at de gerne vil have, at vi går videre med at etablere et anlæg ved Flakkebjerg. Dette arbejde er derfor allerede sat i gang. 

Tværgående opgave kræver samarbejde

Der er sat navne på lederne af de enkelte delpakker i projektoplægget. Indtil videre består den overordnede ledelse af projektet af Jørgen E. Olesen, Mogens Greve og Erik Steen Kristensen.  

- Det er vigtigt, at vi samarbejder i instituttet om at løse disse opgaver, så de relevante og bedste kompetencer kommer i spil, siger Jørgen E. Olesen. 

- AGRO’s forskning i forskellige aspekter af næringsstofomsætning og hydrologi i lavbundsområder, jordernes dræning og afvanding har været stigende de seneste 10 år. Myndighedsbestillingen fra SVANA rammer lige ned midt i dette kompetenceområde. Udfordringen for os bliver at få samlet og koordineret AGRO’s viden på tværs af forskere og forskningsprojekter, siger Mogens H. Greve. 

Du kan se Erik Steen Kristensens PP-præsentation af opgaven på det fælles O-drev på adressen O:\ST_AGRO\Faelles\SeniorVIP 2016 præsentationer.