Strategi for arbejdet med kompetenceudvikling
En arbejdsgruppe under LSU har arbejdet med en strategi for kompetenceudviklingen i AGRO. GRUS igangsættes i de kommende måneder i enhederne.
Det er strategien, at der skal arbejdes mere målrettet med kompetenceudvikling i AGRO for at sikre, at vi hele tiden har den nødvendige sammensætning af medarbejdere og kvalifikationer. Dette er vigtigt, for at vi kan stå stærkt i konkurrencesammenhænge, men også fordi kompetenceudvikling er et vigtigt element for at sikre medarbejdernes konstante udvikling og trivsel.
I foråret diskuterer alle sektioner/sekretariatet i gruppeudviklingssamtaler (GRUS) hvilken kompetenceudvikling, der forventes at blive brug for i det/de kommende år. Dette gøres i fagspecifikke grupper (VIP, TAP, Junior, eller hvad der giver mening i sektionen), med udgangspunkt i AGRO’s strategi, som skal nedbrydes i sektionsrelevante mål. Nedenfor er givet mere information samt rammerne omkring GRUS.
Der afholdes efterfølgende et udvidet sektionsmøde, hvor GRUS diskuteres på tværs af faggrupper, f.eks. via præsentation fra de enkelte fag-GRUS og efterfølgende gruppearbejde
Ved MUS diskuteres den enkeltes behov for kompetenceudvikling, og der laves en udviklingsplan for de kommende 1-3 år. Ved MUS diskuteres også kompetencer i forhold til det overordnede tema, som er valgt for årets MUS. Se mere omkring dette nedenfor.
Når alle MUS er afviklet, afholdes der et sektionsmøde, hvor der laves opfølgning på MUS, hvor det gennemgås, om der har været nogle generelle ting, som er gået igen, og som der skal fokus på i året der kommer.
Ansøgninger til Kompetencefonden diskuteres ved LSU-møde for at sikre transparens om hvilken kompetenceudvikling, instituttets midler anvendes til og om de understøtter instituttets strategi. LSU behandler oplysningerne i forbindelse med ansøgningerne med fortrolighed.
Hvad er GRUS?
En gruppeudviklingssamtale følger på mange måder de samme principper som ved en MUS. Gruppen mødes med institut- samt sektionslederen, så de sammen får mulighed for at få en årligt tilbagevendende dialog om gruppens nuværende og fremtidige arbejdsmæssige situation.
Målet er at udvikle både de konkrete arbejdsopgaver, gruppens og den enkelte medarbejders glæde ved arbejdet og samarbejdet samt det overordnede mål med gruppens arbejde. Det vil sige, at der her er en klar sammenhæng til strategisk kompetenceudvikling; både i forhold til en evaluering af det forgangne år og i forhold til det år, der kommer.
GRUS munder ud i en aftale, der er baseret på en fælles vurdering af de behov, gruppen som helhed og den enkelte medarbejder har for ændringer, udvikling og uddannelse, og på mulighederne for at gruppen og arbejdspladsen kan indfri disse behov. En GRUS erstatter ikke hverdagens almindelige og uformelle samtaler mellem medarbejdere indbyrdes og mellem medarbejdere og leder.
Hvorfor gennemføre GRUS?
Der er fordele for alle parter ved en årlig GRUS.
For jer, som medarbejdere, er GRUS en mulighed for at
- få større indflydelse på gruppens arbejdssituation
- udbygge både individuelle og gruppens samlede kompetencer
- få klare mål og realistiske rammer for jeres arbejde
- kende jeres leders forventninger til gruppen og dens præstationer
- få feedback på jeres indsats
For dig, som leder, er GRUS en mulighed for at
- kende dine medarbejderes kompetencer; specielt i forhold til gruppens samlede mål og leverancer
- få et billede af, hvad der motiverer gruppen
- optimere din gruppes ressourcer og kompetencer samtidig med, at medarbejdernes behov og ønsker efterleves så vidt muligt
- at få feedback på din lederstil
- styrke koblingen mellem virksomhedens mål og strategier og medarbejdernes kompetencer
Rammen for GRUS:
Arbejdsgruppen giver følgende ramme for GRUS, d.v.s. følgende bør diskuteres på GRUS:
- Året der gik - hvilke opgaver er løst, og hvilke resultater er nået.
- Arbejdssituationen generelt - trivsel i virksomheden, herunder samarbejdet med kollegaer og nærmeste leder.
- Året der kommer - hvilke opgaver skal løses i det kommende år, og hvad det kræver af kompetencer og udvikling
- Derudover bør følgende overvejes (kan evt. lægges ind under året der gik eller året der kommer)
- Hvordan hænger vores aktiviteter sammen med AGRO’s strategiplan
- Hvordan passer forskning, undervisning og formidling ind i AGRO’s flagskibe
- Sektionsspecifikke udfordringer/successer
Fastlæggelse af kompetencer til kompetencespind
Som supplement til MUS skal der anvendes et kompetencespind. Hvert år fastlægges et tema for arbejdet med kompetence samt de kvalifikationer der skal være i spindet. Temaet kan være et aktuelt emne eller det kan være fokuspunkter fra den psykiske APV.
I 2018 er temaet for kompetencespindet samarbejde:
Herunder ligger følgende kompetencer:
- Innovativ
- udvikle dit fagområde, samt finde nye og smarte måder at løse dine opgaver på
- Deadlines
- prioritere egen tid
- overholde deadlines
- Ansvarlighed
- respektere andres forskelligheder (kultur/hierarki)
- sætter baren højt og levere kvalitet
- kommunikerer godt med andre
- overholder aftaler
- Den gode kollega
- bidrager til fælles trivsel og samarbejder med kollegaer
- respekterer andres beslutning
- Følgeskab
- bakker positivt op om store og små organisationsændringer
- Anerkendelse
- anerkender ledere og kolleger
Læs eventuelt mere om MUS-konceptet her.