AGRO og begrebet bæredygtig intensivering
Bæredygtig intensivering er et begreb, der er godt dækkende for AGRO’s strategi og forskningsområder.
Tidligere indlæg i Biweekly som ”Agroecology Europe og begrebet agroøkologi” og ”Agroecology Europe – en ny europæisk forening” af Jørgen Eriksen samt ”Større fokus på agroøkologisk forskning er vejen frem for AGRO” af Per Kudsk har beskæftiget sig med, hvordan begrebet agroøkologi opfattes og hvad det betyder i forhold til AGRO’s forskning og strategi. I denne artikel vil jeg belyse det beslægtede begreb ’bæredygtig intensivering’, som kan anses for at være ganske dækkende for AGRO’s strategi, forskning og forskningsrammer.
Bæredygtig intensivering, agroøkologisk intensivering, og økologisk intensivering er beslægtede begreber, med principper om bæredygtighed og intensivering som midler til at imødekomme de globale klima- og fødevareudfordringer til fælles. Men der er også betydelige forskelle.
Groft skitseret kan man sige, at agroøkologisk intensivering har en overvejende systemisk tilgang til at øge landbrugets produktivitet med varierende grad af fokus på landbrugssystemer, socioøkonomiske, organisatoriske og kulturelle dimensioner i landbruget.
Bæredygtig intensivering repræsenterer til sammenligning en mere generel tilgang, og rummer de fleste former for landbrug, så længe der er fokus på bæredygtighed i et eller andet omfang. I modsætning til agroøkologisk intensivering forholder bæredygtig intensivering sig ikke til hvordan landbruget struktureres, hverken hvad angår små eller store landbrug eller organisationsformer.
Endelig er der økologisk intensivering, som ligger forholdsvist tæt op ad bæredygtig intensivering. Her er der især fokus på de økologiske processers rolle i reduktion af forskellen mellem potentielt udbytte og aktuelt udbytte.
Bæredygtig intensivering som begreb blev formuleret af Jules Pretty i 1990erne som reaktion mod de miljømæssige konsekvenser af den grønne revolutions tilgang med høje niveauer af eksterne inputfor at fremme produktiviteten i ulandenes landbrug. Ideen om at man gennem bæredygtig intensivering skulle kunne øge udbytter per arealenhed uden at skade miljøet var forholdsvis ny. Ideen bredte sig, i takt med at klimaet kom på dagsordenen op igennem nullerne, til den industrialiserede verdens landbrug. Prettys definition er stadig den, som oftest refereres til:
“Intensification using natural, social and human capital assets, combined with the use of best available technologies and inputs (best genotypes and best ecological management) that minimize or eliminate harm to the environment.” (Agricultural sustainability: concepts, principles and evidence, side 451)
En anden populær definition stammer fra FAO:
“Producing more from the same area of land while conserving resources, reducing negative impacts on the environment and enhancing natural capital and the flow of ecosystem services.”
En undersøgelse foretaget af Wezel et al af den videnskabelige litteratur på området viser, at bæredygtig intensivering er det mest dominerende af de tre nævnte begrebet.
Internationalt, ikke mindst i EU-regi, i politikker og i forskningsdagsordener, er begrebet i de senere år i stigende grad blevet forbundet med mottoerne ’mere viden pr. hektar’ og ’mere for mindre-landbrug’.
Især mottoet ’mere for mindre’ har rammesat dansk jordbrugsforskning de seneste årtier, både hvad angår politiske styringsmekanismer og forskningsdagsordener. Det nyligt udkomne Forsk 2025-katalog er et tydeligt eksempel på bæredygtig intensivering. For de fleste forskere er der således ikke noget nyt i at arbejde hen imod at fremme bæredygtig intensivering.
Udover det allerede nævnte, kan det påpeges at bæredygtig intensivering adskiller sig fra agroøkologisk intensivering ved et teknologifokus på især ny teknologi. Dette er i overensstemmelse med SCAR’s fremsynsynsstudier fra 2014, en anerkendelse af digitale teknologier som teknologier, der fremmer bæredygtigtig intensivering gennem reduktion af klimaftryk, forbedring af jordkvalitet og potentielt fremme af diversificerede produktionssystemer. Det skal her bemærkes, at AGRO’s strategi lægger sig op af SCAR (SCAR er EU-kommissionens stående udvalg vedrørende jordbrugsforskning (Standing Committee on Agricultural Research).
Bæredygtig intensivering er således også i tråd med den målrettede regulerings behov for digital teknologi. Men samtidig med at der her kaldes på udnyttelse af teknologiens muligheder, kan det argumenteres, at målrettet regulering udfordrer bæredygtig intensiverings principper om at tilstræbe så lukkede næringsstofstrømme som muligt - specifikt hvad angår intelligente randzoner og styret dræning.
Det må konstateres, at bæredygtig intensivering er et vedholdende og i nogle sammenhænge overordnet begreb. Internationalt indeholder forskningsdagsordener baseret på bæredygtig intensivering fra Afrika til Asien og Latinamerika til Europa således også betydelige elementer af agroøkologisk intensivering til at adressere specifikke samfundsmæssige forhold.
Afslutningsvis skal det nævnes, at bæredygtig intensivering – ligesom de to andre nævnte begreber - er omdiskuteret og dynamisk. Det er dog også bredere end de andre to. I takt med begrebets stigende udbredelse, er der et behov for en højere grad af fælles forståelse af dets principper og afgrænsning ikke mindst i forhold til den praktiske implementering af begrebet. Til det formal er der i forbindelse med FACCE JPI – Agriculture, Food Security and Climate Change - Joint Programming Initiative dannet et vidensnetværk om bæredygtig intensivering, med AGRO-deltagelse.
For yderlige information kontakt Torsten Rødel Berg.
Læs også Agroecology for Food Security and Nutrition: Proceedings of the FAO International symposium, 2014.