Agroøkologi for fremtiden
Ved Institut for Agroøkologi forsker vi i ”samspillet mellem planter, jord, dyr, miljø, klima og mennesker”, og ”udvikler bæredygtige, robuste løsninger baseret på agroøkologiske principper, der understøtter den grønne omstilling af samfundet” – sådan står der i indledningen til den nye strategi, og fremtiden bringer mange muligheder og udfordringer for at udfylde denne ramme.
Hvert år introducerer vi de nye studerende til agroøkologien som en videnskabelig disciplin, og det er interessant at følge de nye spørgsmål, det bringer. Ofte spørges der til, hvordan sammenhængen er mellem agroøkologi og økologisk jordbrug, og i år var der desuden spørgsmål til, hvordan agroøkologien stiller sig til nye driftsformer såsom regenerativt jordbrug og skovlandbrug. Svaret er jo nok, ikke mindst i et internationalt perspektiv, at det er vigtigt at skelne mellem agroøkologien som videnskabelig disciplin, som praksis og som politisk bevægelse, og at vi forsker i den grundlæggende viden om de forskellige driftsformers effekter, men at det samtidig er vigtigt, hvordan de videnskabelige resultater kan udmønte sig i nye bæredygtige praksis og danne baggrund for politiske beslutninger, der understøtter en bæredygtig grøn omstilling.
En meget vigtig arena for de kommende års aktiviteter til at understøtte forskningsfeltet er det nye Horizon Europe Agroecology partnership, ‘Accelerating farming systems transition: agroecology living labs and research infrastructures’, hvor vi står centralt, og som er kommet i hus efter en stor indsats, ikke mindst fra Torsten Rødel Berg, AU, Institut for Agroøkologi. Det bliver spændende at følge, og kan netop være med til at understøtte hele videnskæden fra den grundlæggende forskning i nye teknologier til deres implementering i praksis, for eksempel ifm. grøn bioraffinering, landbrug med reduceret eller slet ingen pesticidforbrug, eller ifm. de ovennævnte praksis, hvor der i øvrigt netop i samarbejde med Innovationscenter for Økologisk Landbrug også er iværksat en myndighedsudredning ift. regenerativt jordbrug og skovlandbrug.
En særlig udfordring for fremtidens agroøkologiforskning ligger præcis i at belyse ”samspillet” mellem de komponenter, der indgår i vores nye strategi, og de barrierer, der er for implementeringen af de tiltrængte tiltag til at understøtte den grønne omstilling. Der er behov for videnskabelig dokumentation i alle led og et tæt samarbejde mellem mange fagligheder, hvilket igen stiller krav til vores kompetenceudvikling og til udviklingen af vore uddannelser på såvel bachelor-, kandidat- som ph.d.-niveau. Men vigtigst er nu nok at lytte til de spørgsmål, de nye studerende og nye generationer af beslutningstagere stiller, så vi kan være på forkant med den viden, der er brug for – og her har agroøkologien meget at byde på!