AGRO’s APV skal granskes nærmere

En arbejdsgruppe vil kigge nærmere på de områder i AGRO’s fysiske og psykiske APV, der kan og skal forbedres.

Foto: Colourbox

Resultaterne fra den seneste arbejdspladsvurdering (APV) på Aarhus Universitet blev offentliggjort den 9. april 2019 opgjort på universitets-, fakultets-, institut- og sektionsniveau.  

Du kan se arbejdspladsvurderingerne her.  

Nu tager AGRO et spadestik dybere i svarene fra instituttets egne medarbejdere og handler på de områder, hvor det er nødvendigt. 

Generelt er resultaterne af vores fysiske APV tilfredsstillende, men det samme kan ikke siges om vores psykisk APV. Her er der for mange, der føler sig chikanerede, mobbede eller ensomme. Derudover er der en del, der føler sig overbelastede af deres arbejdsopgaver, og oplever, at de ikke kan nå dem inden for almindelig arbejdstid.    

Du kan se et uddrag af tallene i denne præsentation af AGRO’s APV.  

Der tages hånd om problemerne

På et møde mellem LSU, LAMU og ledelsen i AGRO den 3. juni 2019 blev emnet drøftet. Der er nu nedsat en arbejdsgruppe, der vil kigge nærmere på, hvordan problemerne løses. Deres første møde er 21. juni 2019.

Et væsentlig element er at kunne pejle sig ind på, præcist hvor problemet er. Svarene fra den psykiske APV er nemlig anonyme, så det giver ikke sig selv. Hvis du oplever chikane eller andre lignende problemer, opfordres du derfor til at henvende dig til enten din leder eller en anden du har tillid til, din tillidsrepræsentant eller et medlem af LSU eller LAMU. De skal først og fremmest have kendskab til, hvor problemet er og derefter få accept fra dig til at arbejde videre med sagen.     

- Det er helt uacceptabelt, at nogle af vores kolleger ikke kan gå på arbejde, uden at føle sig chikaneret. Derfor går vi nu i gang med at diskutere mulighederne for at skabe et arbejdsmiljø hvor alle respekterer og behandler hinanden ordentligt, siger formanden for den nye arbejdsgruppe, sektionsleder Mogens Nicolaisen. Han sigter efter, at arbejdsgruppen sigter efter at have noget klart i begyndelsen af september 2019.  

Her kan du kan finde medlemmerne af Lokalsamarbejdsudvalget (LSU) og Lokalarbejdsmiljøudvalget (LAMU).