Ansøgningsmuligheder i 2022
GUDP, AUFF og Innovationsfonden har netop meldt virkemidler ud for 2022.
GUDP
Har du en god idé til grøn udvikling inden for dansk landbrug, gartneri, fiskeri, akvakultur og forarbejdning? Så får du snart mulighed for at søge støtte til innovative projekter og netværk, som fremmer grøn og økonomisk bæredygtighed i fødevaresektoren. Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) under Landbrugsstyrelsen råder i første halvår af 2022 over en pulje på cirka 97 millioner kroner til at støtte grønne udviklings- og demonstrationsprojekter inden for hele fødevaresektoren.
AUFF
Fondsbestyrelsen har nu truffet beslutning om det kommende års budget for uddelinger. Generelt har fondsbestyrelsen for 2022 valgt at omdefinere AUFF Starting Grants, der bliver til virkemidlet AUFF Recruitment Grants. Beslutningen er taget for at styrke den strategiske rekruttering af forskertalenter, herunder internationalt, og for at styrke vækstlaget og de stærke ideer.
AUFF NOVA fortsætter og bliver virkemidlet for allerede AU-ansatte, hvor man kan søge 500.000 kr. til mindre projekter, mens kun enkelte bevillinger vil blive uddelt op til i lejet 2 mio. kr.
Uddelingsudvalget er her i slutningen af året på ”road show” på fakultetsmøder for at fortælle om virkemidlerne i 2022, og de beskrives også i det følgende.
Innovationsfonden
Den politiske aftale ’Fordeling af forskningsreserven 2022’ indebærer en tematisering af Innovationsfondens midler. Det betyder, at Innovationsfonden i 2022 kan støtte forsknings- og innovationsprojekter inden for følgende tre temaer:
- Grøn forskning, teknologiudvikling og innovation
- Life science, sundhed og velfærdsteknologi
- Strategisk og udfordringsdrevet forskning og innovation inden for nye teknologier