AU har fået en ny personalepolitik
Den reviderede personalepolitik er gjort enklere og kortere og indeholder nye elementer.
AU har revideret sin personalepolitik, så den passer til universitetets udvikling. Personalepolitikken omfatter alle ansatte på AU og udtrykker universitetets grundlæggende principper som arbejdsplads. Formålet er at skabe trivsel på arbejdspladsen og give alle ansatte indflydelse på og de bedste mulige betingelser for en faglig kompetent og effektiv løsning af universitets opgaver.
Den reviderede personalepolitik er gjort enklere og kortere. Den er i højere grad holdnings- og værdibaseret med plads til lokal udmøntning i forhold til den tidligere personalepolitik. Den nye personalepolitik består af otte normer og ni delpolitikker, som er suppleret med tilhørende personaleadministrative retningslinjer.
De otte normer siger, at vi på AU:
· Respekterer og understøtter ytrings- og forskningsfrihed
· Bidrager til et sammenhængende og samarbejdende universitet
· Bidrager til at skabe åbenhed, tillid og rettidig kommunikation på alle niveauer
· Udviser gensidig respekt og ordentlighed
· Har god ledelse og gode kollegiale relationer i hverdagen
· Værdsætter mangfoldighed blandt kolleger
· Respekterer balancen mellem arbejds- og privatliv
· Prioriterer personlig og faglig udvikling
De ni delpolitikker omhandler følgende:
· Rekruttering og ansættelse
· Løn
· Kompetence- og karriereudvikling
· Bibeskæftigelse
· Arbejdsmiljø
· Ligestilling og mangfoldighed
· Det rummelige arbejdsmarked
· Orlov og jobmobilitet
· Uansøgt afskedigelse
Som noget nyt er der tilføjet politikker for arbejdsmiljø, ligestilling og mangfoldighed.
Den nye personalepolitik er tilgængelig i både dansk og engelsk udgave på flere elektroniske platforme, herunder på AU’s hjemmeside i både søgbare og printvenlige udgaver. Der er også adgang via mobil og tablet.
- Nu er det op til os i de lokale miljøer at implementere personalepolitikken. Det er oplagt at kæde den sammen med vores drøftelser i forbindelse med den psykiske arbejdspladsvurdering, siger institutleder Erik Steen Kristensen.