(Bio)diversitet og god landbrugspraksis

Den 25. oktober havde vi besøg af styregruppen for IPBES; ”Intergovernmental science-policy Platform on Biodiversity and Ecosystem Services” v/ den danske koordinator Lars Dinesen fra Københavns Universitet, og Anders Sanchez Barfod fra AU Institut for Biologi. De fortalte bl.a. om, hvordan vi fra AGRO og de øvrige TECH institutter har mulighed for at bidrage via nedsatte ekspertgrupper, ligesom ECOSCIENCE allerede gør det gennem deres repræsentant Beate Strandberg.

IPBES er en parallel til IPCC på klimaområdet, og ligesom IPCC arbejder for at rådgive regeringer og andre beslutningstagere med forskningsbaseret viden omkring klimaforandringer og afbødning heraf, dækker IPBES tilsvarende biodiversitetsområdet. Og interessant nok viser den nyeste forskning, hvordan de to områder hænger tæt sammen, idet en manglende beskyttelse af verdens biodiversitet, og dermed biosphere, vil betyde kritisk øgede klimaforandringer; selv i et ”best bet” scenario, der vil leve op til den ønskede max +1,5 graders klimanormal (Figur 1).

Netop sådanne sammenhænge, og hvordan udviklingen af landbruget i Danmark såvel som internationalt kan være en vigtig del af løsningen for en bæredygtig fremtidig udvikling, er således helt centralt for vores forskning her ved Institut for Agroøkologi. Og mange af løsninger skal findes helt lokalt, som vi de kommende 5-6 år vil gøre det i en række studielandskaber tilknyttet det nye Sustainscapes.org center, hvor 30 primært unge AU forskere på tværs af agroøkologi og biologi netop har været samlet til kick-off møde. Der er brug for meget omfattende viden og løsninger, som kan gå på tværs af forskningsfelterne, og dermed bidrage til løsningen af de samtidige kriser vi ser, både på biodiversitets- og klimaområdet, men bestemt også ifht. næringsstoffer og vand, og arealanvendelsesområdet bredt set (Figur 2).

Udviklingen af dette forskningsfelt bliver både et spændende og vigtigt område for de kommende mange år, og det er herunder vigtigt, at de lokale løsninger kobles til globale effekter; et begreb der i landsskabsforsknings-sammenhæng og ifht. FN’s Sustainable Development Goals (SDG) ofte kaldes telecoupling, og hvor vi jo også i Life Cycle Assesment (LCA) sammenhæng arbejder med effekter af indirekte arealanvendelsesændringer (såkaldte indirect land use changes, iLUC).

Afslutningsvis vil jeg fremhæve vigtigheden af, at denne globalt forbundne verden ikke blot leder til ensporede, lokalt specialiserede produktionssystemer. Dette ikke blot fordi en multifacetteret buket af løsninger er nødvendig, som svar på de multifacetterede, men koblede løsninger verden står overfor (Figur 1, 2), men også fordi vi står over for en verden med forventede, stadigt større, og ofte pludselige forandringer (tænk blot på den pandemi vi netop har set, de store klimaekstremer, der ses rundt omkring i verden, eller hvordan verdenshandelen kan være påvirket af et enkelt stort skib på tværs i Suez Kanalen!).  Helhedsorienterede, bredspektrede løsninger, der er robuste (resiliente) overfor sådanne forandringer, bør derfor være et væsentligt opmærksomhedsområde for vores forskning, såvel som for den landbrugspraksis, der udvikles over de kommende år. EU’s nye landbrugspolitik, og den tilsvarendende netop vedtagne, nye danske landbrugspakke, vi netop er ved at afslutte den strategiske miljøvurdering af, giver et godt spillerum her for. Dette er en lang historie, som vi helt sikkert vender tilbage til i de kommende års forskning og forskningsbaserede myndighedsindsats og undervisning.