Brugen af undervisningslokaler ved Nat og Tech
Fakultetsledelsen i Tech har dels besluttet nogle principper for udnyttelsen af tørre undervisningslokaler og dels at vi skal have kortlagt brugen af undervisningslabs
Optimering af udnyttelsen af tørre undervisningslokaler
Fakultetsledelserne på Nat og Tech har i starten af 2023 besluttet en række overordnede principper, som skal ligge til grund for fakulteternes skemalægning af undervisning i tørre undervisningslokaler. Baggrunden for dette er både at sikre optimale skemaer for både studerende og undervisere og at sikre en optimal udnyttelse af en dyr ressource – vores undervisningslokaler.
Beslutningen er taget lige nu, dels fordi fakulteterne er økonomisk udfordret og derfor ønsker at sikre en optimal udnyttelse af en dyr ressource, og dels fordi Rigsrevisionen i øjeblikket har et kritisk blik på universiteternes brug af lokaler. Samlet set udgør 4,5 mia. af ministeriets bevillinger til danske universiteter (fraregnet DTU og CBS, der har en anden ordning) udgifter til kvadratmeter, så det er naturligt, at de også har et blik på det.
Har du spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at tage fat i din institutleder eller administrationschef Niels Damgaard Hansen (ndh@au.dk).
Kortlægning af brugen af undervisningslaboratorier
Registreringen af brugen af undervisningslaboratorier er for nuværende for mangelfuld til, at det kan danne grundlag for en optimering af udnyttelsen. Det er udelukkende kun den tid, der foregår underviserledet undervisning i laboratorierne, som er registreret, mens den tid som anvendes til opstilling og nedtagning af forsøg o.lign. Samtidig ved vi også, at laboratorierne bruges til en andre formål – f.eks. besøgsservice.
For at sikre et retvisende grundlag igangsættes et projekt sammen med institutterne med det formål at få afklaret, hvordan vi fremadrettet kan sikre, at alle aktiviteter registreres. Først når registreringen er på plads, kan man afgøre, hvorvidt der også er basis for at optimere anvendelsen.