Deltag i APV 2025 – din stemme er vigtig

Fra den 25. februar til 12. marts 2025 gennemføres den spørgeskemabaserede Arbejdspladsvurdering (APV). Din besvarelse er afgørende for at skabe et godt arbejdsmiljø, både fysisk og psykisk her på instituttet.

Den 25. februar 2025 modtager du en e-mail fra Rambøll med et personligt link til spørgeskemaet. Du kan besvare det frem til 12. marts 2025. Hvis du ikke modtager en mail, så tjek dit spamfilter eller kontakt apv@au.dk som hjælper dig videre.  

Ved at bruge ca. 15 minutter på at besvare spørgeskemaet, er du med til at identificere og synliggøre de områder, som vi i fællesskab skal sætte fokus på at  arbejde med. Jo flere, der deltager i undersøgelsen, jo bedre er udgangspunktet for en god dialog og opfølgning. 

Hvad er APV?  

Arbejdspladsvurderingen (APV) er et vigtigt redskab til at sikre og forbedre arbejdsmiljøet. Gennem APV-processen kortlægger vi arbejdsmiljøet, drøfter resultaterne og prioriterer konkrete forbedringer i en handleplan.   

Et godt arbejdsmiljø er fundamentet for trivsel, arbejdsglæde og kvalitet i vores kerneopgaver. APV 2025 indeholder spørgsmål til både det psykiske og det fysiske arbejdsmiljø.  Du bliver bl.a. spurgt til din arbejdssituation, daglige ledelse og de fysiske rammer for dit arbejde. Det skal her tydeliggøres, at ”din daglige ledelse” henviser til summen af den ledelse, du oplever i dagligdagen (personale- og/eller faglig ledelse). 

Anonymitet og fortrolighed  

I besvarelserne til spørgsmålene er alle medarbejdere sikret fuld anonymitet og fortrolighed. Bemærk, at kommentarer til den fysiske APV ikke er anonyme, da de bruges til at løse konkrete problemer som f.eks. træk eller støj. Din leder og arbejdsmiljøgruppen får adgang til disse kommentarer for at kunne følge op.  

Processen videre  

Når svarene i rapporten er indsamlet, analyserer vi resultaterne og afholder dialogmøder, som skal sikre, at svarene bliver omsat til tiltag. Det gøres gennem en fælles udvikling af handleplaner, så vi sikrer at de nødvendige tiltag bliver gennemført. Den 18. juni 2025 har LAMU og LSU i AGRO en fælles dag, hvor der samles op på APV-processen.  

Mange tak på forhånd for din deltagelse!