Det grønnes i Flakkebjerg

Forsommeren har budt på godt vejr, så arbejdet med at så og sprøjte har kørt uden problemer. Nu er det tid til at optælle og registrere.

Bierne summer i honningurten og kløveret i Flakkebjergs forsøgsparceller. Fotos: Janne Hansen

I Flakkebjerg er markerne sået og sprøjtet og afgrødernes vækst er godt i gang i det fine sommervejr. Majs, raps, kløver og de andre afgrøder er dog ikke de eneste, der er vækst i. Både insekter, ukrudt og plantesygdomme kan også lide varme.

 

Udviklingen på markerne går ikke upåagtet hen. Hverken afgrøder, insekter, ukrudt eller sygdomme får lov til at udfolde sig i det skjulte, da medarbejdere i MARK og forskerne på Flakkebjerg holder nøje øje med dem.

 

Nu er tiden nemlig kommet til at tælle og registrere. Biller og bier, larver og ukrudt, pletter på blade og biomassevækst i afgrøderne – alt bliver tjekket, sorteret, målt og noteret.

 

- Kornet har vi sprøjtet mod septoria og rust og grønsagerne er behandlet mod ukrudt. Vores forsøgsæbler og -gulerødder står ude hos landmænd, hvor de sikkert er blevet behandlet mod skadedyr. Det, vi har mest travlt med lige nu, er at tælle og registrere, forklarer landbrugstekniker Ulla Andersen til AGRO Biweeklys udsendte medarbejder.

 

Selv har hun blandt andet til opgave denne strålende sommerdag at klippe prøver af honningurt. Denne smukke blomst indgår i et forsøg med bier og befrugtning af hvidkløver. Honningurten står ved siden af kløveret dels for at lokker bierne dertil og dels for at forsyne dem med føde, når hvidkløveret er færdig med at blomstre. Blomsterne klippes af honningurten for at forlænge dens blomstringssæson og dermed fortsat være med til at sende bierne over i kløveret.

 

 

 

Ulla Andersen fremviser også et gødningsforsøg i hvede. De to parceller lige ved siden af hinanden viser med al tydelighed forskellen mellem at give planterne kvælstof og ikke give dem kvælstof. De næringssultede afgrøder er de lyse i forgrunden. Forsøget går også på at undersøge, hvornår det er mest optimalt at tildele N-gødningen.

 

 

Selvom sommervejret byder op til behageligt udendørsarbejde, er det ikke alle opgaver, der foregår udenfor. Der er også forsøg i væksthusene. Jordbrugsteknolog Berit Hansen fortæller, at der blandt andet er forsøg med rødbeder og kinesisk salat, hvor frøene bliver underlagt forskellige behandlinger i spirekammeret – f.eks. forskellige mængder lys eller varme – hvorefter deres spireevne og vækst undersøges.