Glædelig jul og godt nytår

Her er årets sidste leder direkte fra Mogens Nicolaisen i Flakkebjerg.

Foto: Mogens Nicolaisen

Kære alle, 

Jeg vil starte med at ønske alle en god jul og et godt nytår. Året har bestemt ikke været ’business as usual’. Der er blevet trukket store veksler på vores tålmodighed og fleksibilitet, og vi er alle ved at være ret corona-trætte. Men vi kan alle rose os selv for, at instituttet er kommet så nådigt gennem året. Forsøg er i stor udstrækning blevet gennemført, og data er blevet indsamlet, det skal vi være glade for. Der er blevet skrevet mange ansøgninger og artikler under hjemmearbejdet, og mange ansøgninger er blevet bevilget.

Der vil altid være beslutninger, som i bakspejlet kan anfægtes, både for hele landet, men også på vores institut – det kan ikke undgås. Som Mette Frederiksen sagde: der vil blive begået fejl. 

Et godt tegn på, at vi har gjort det godt, må være, at der kun i meget begrænset omfang er sket smitte mellem medarbejderne på instituttet. Det viser, at vores regler om at holde afstand, spritning af hænder osv. har virket.

Alligevel er vi mange, som savner hverdagen: selvom online møder har sine fordele, går man glip af meget i fraværet af den direkte kontakt, hvor man kan stikke hovedet ind på kollegaens kontor og spørge; vi savner fredagsbrød (eller hvad man nu har af arrangementer i de enkelte sektioner); mange af os savner personaleforeningens arrangementer eller f.eks sportsaktiviteter i arbejdssammenhæng; og sidst men ikke mindst har vi måttet undvære julefrokosten. 

Der er nu forhåbentlig vacciner på vej, så vi kan vende tilbage til et mere almindeligt arbejdsliv og en hverdag som før - det trænger de fleste af os til.

Et lille kuriosum: som en udløber af COVID-19 krisen er vi begyndt at mangle blandt andet pipettespidser med filter, filtermaterialet bruges i øjeblikket til produktion af mundbind!

Jeg vil i øvrigt minde om, at der skal vælges repræsentanter til LAMU, da der er flere, som ikke ønsker genvalg. Derfor har vi brug for nye ansigter indenfor alle områderne kontor, mark og laboratorier til dette spændende og meget relevante arbejde! 

Og sidst men ikke mindst til de heldigvis få som er syge i øjeblikket: God bedring

God jul til alle!