Husk at udfylde din Arbejdspladsvurdering - APV
AU’s arbejdspladsvurdering (APV), der gennemføres hvert 3. år, går i gang d. 28. februar 2022 med en spørgeskemaundersøgelse blandt medarbejdere på hele universitetet. Undersøgelsen løber frem til og med d. 11. marts 2022.
Når I besvarer APV-spørgeskemaet, er I med til at identificere og synliggøre de områder, som vi i fællesskab skal sætte fokus på og arbejde med – APV’en er derfor et vigtigt værktøj i vores løbende indsats med at sikre et godt arbejdsmiljø. Jo flere, der deltager i undersøgelsen, jo bedre er udgangspunktet for en god dialog og opfølgning. Jeg vil derfor meget opfordre jer til at bruge de ca. 15 min., det tager at besvare spørgeskemaet, så vi kan få et nuanceret og dækkende billede af trivslen på AGRO.
APV 2022 indeholder spørgsmål til både det psykiske og det fysiske arbejdsmiljø. I bliver bl.a. spurgt til jeres arbejdssituation, jeres faglige udvikling, jeres daglige ledelse og de fysiske rammer for jeres arbejde.
I besvarelserne til spørgsmålene vedr. det psykiske arbejdsmiljø er alle medarbejdere sikret fuld anonymitet og fortrolighed. For at give arbejdsmiljøorganisationen mulighed for konkret og praktisk opfølgning er besvarelserne om det fysiske arbejdsmiljø ikke anonyme. På AU’s APV-hjemmeside kan I læse mere om fortrolighed og anonymitet, APV-processen mv.
Vigtige datoer:
- Den 28. februar vil I modtage en mail med et link til spørgeskemaet (afsender er Aarhus Universitet). Modtager I ikke mailen, så kig først, om den skulle være røget i mappen ”junk-mail”/”uønsket mail”. Er den ikke der, så send en mail til apv@au.dk.
- Den 4. april bliver rapporter med resultater fra APV 2022 for hvert område tilgængelige på AU’s APV-portal, som tilgås via APV hjemmesiden. Her vil I kunne læse rapporterne og se handleplaner, når disse er blevet udarbejdet.