Hvad sker der i AGRO?

Aktiviteterne i AGRO favner nutiden og fremtiden samt det lokale og det globale. En række aktuelle emner blev behandlet på de seneste institutmøder.

De emner, der blev behandlet på de nyligt overståede institutmøder i AGRO, vidner om et institut med fremdrift, iderigdom og forbedret styr på økonomien.

AGRO’s institutmøder blev holdt midt i marts 2019 i Flakkebjerg og Foulum på engelsk og på dansk. Der var nok at tale om, da der sker meget i både instituttet og fakultetet. Emnerne på dagsordenen omfattede opsplitning af ST, selvevaluering, strategi, økonomi og – i Foulum – flytning af kontorer og omrokering af fælles faciliteter. 


Du kan se Erik Steen Kristensens præsentation her.


Nye fakulteter på trapperne

Som tidligere meldt ud, skal fakultetet Science and Technology deles i to.  


Læs artiklen ST skal skilles – men hvor skal skillelinjen gå?.


Nu er der i sidenhen kommet et mere konkrete forslag om, hvordan delingen skal ske. Forslaget går ude på, at institutterne med hovedfokus på anvendt forskning (de tidligere DJF og DMU samt ingeniørerne, herunder Ingeniørhøjskolen) går sammen i et fakultet, mens institutterne med hovedfokus på grundforskning (det tidligere Naturvidenskabelige Fakultet) går sammen i et andet fakultet. Institut for Bioscience og Institut for Molekylærbiologi og Genetik (MBG) bliver muligvis også delt. For AGRO’s vedkommende kan det betyde, at nogle af MBG-forskerne i Flakkebjerg bliver en del af AGRO.  Den endelige beslutning bliver meldt ud i løbet af juni 2019, hvorefter dekanstillingerne slås op. 

Selvevalueringen er færdig

Trods de strukturelle omvæltninger er arbejdet med at udføre en selvevaluering af instituttet gået ufortrødent videre. Selvevalueringen er blevet til med input fra sektionerne og ledelsen, og den består af to dele: en beskrivelse af instituttet og et bud på AGRO’s vision for fremtiden. 


Læs mere om evalueringen af AGRO og se hele selvevalueringen i artiklen Første del af evalueringen af AGRO er overstået


Det næste skridt i processen bliver at få andre øjne på. Vi får besøg af et evalueringspanel 26.-28. maj 2019. Deres input kan være med til at danne grundlag for udarbejdelse af AGRO’s strategi for de kommende fem år.  

De teknologiske og økonomiske fremskridt

I sin præsentation på institutmødet fortalte Erik Steen Kristensen også om planerne for yderligere digitalisering i MARK. Et andet skridt frem i den teknologiske verden er vores anskaffelse af markrobotten Robotti. Den skal bruges til opsamling af forsøgsdata og forskningsmæssig videreudvikling.

At få bedre styr på AGRO’s økonomi blandt andet ved hjælp af nogle forbedrede styringsværktøjer har været en opgave, der har fyldt meget i instituttet den seneste tid, men den har også givet resultater. Erik fremviste forskellige nøgletal, der gav et overblik over de økonomiske forhold og antallet af medarbejdere – herunder at planen er at rekruttere flere tenure track, seniorrådgiver og professorer (2-4 af hver). 

I Foulum er medarbejderne udsat for en såkaldt ”fortætning” hvilket betyder, at flere af os skal flytte kontor. Planen for de nye placeringer af kontorer og fællesfaciliteter kan ses i Eriks præsentation slide nr. 35-37. Du kan også læse artiklen Forslag til fortætning i A-bygningerne. De første medarbejdere skal flytte kontor i løbet af april.