Jordnær fejring af JORNÆR-leder
Sektionsleder Jørgen Eriksen, JORNÆR, markerede sit 25 års jubilæum i Foulum forleden.
Sektionsleder Jørgen Eriksen, JORNÆR, havde måske en ide om, at hans 25 års jubilæum den 1. februar 2016 skulle fejres med så lidt pomp og pragt som muligt og derfor nøjedes han med at holde det i sektionens kaffehjørne i vinklen mellem to korridorer i Pv24 i Foulum – men den gik ikke.
Folk vrimlede til for at ønske den beskedne og jordnære leder af JORNÆR, Jørgen Eriksen, til lykke med sine 25 års tjeneste for staten.
I løbet af de mange år, hvor Jørgen både er blevet doktor, professor og sektionsleder, har han skabt respekt og mange gode relationer.
Institutleder Erik Steen Kristensen lagde i sin tale ved jubilæet vægt på Jørgens faglige dygtighed, herunder en gennemsnitlig produktion af fire peer-reviewede artikler om året og et beundringsværdigt H-indeks på 22. Men det var ikke blot de faglige egenskaber, som Erik havde øje på. Erik roste Jørgens evne til at skabe korpsånd og få sektionens medarbejdere til at løfte i flok, hvilket gjorde det muligt at komme helskindet igennem et efterår, der var hårdt presset af myndighedsopgaver.
Professor Bent Tolstrup Christensen (øverst til venstre) holdt også en kort tale, hvor han med et glimt i øjet sagde, at han var glad for at have en leder, der ikke spændte ben for en, når man går ned ad gangen.
Der var ikke kun taler: En sang om ”Doktor Svovl” og en hat beplantet med forskellige urter fra sine jordnære JORNÆR kollegaer blev det også til.
I det hele taget var humøret højt ved Jørgens 25 års jubilæum.
Læs mere om Jørgen og jordens næringsstoffer, som har været den røde tråd gennem alle årene i ”25 år med jordens næringsstoffer”.