Kompetencer til et godt arbejdsliv
Verden ændrer sig. Nye teknologier og samarbejdsformer kommer til, og ved AGRO skal vi følge med. Faktisk er det jo universitetets opgave at være foran. Det kræver, at vi hele tiden udvikler og styrker vores kompetencer. Det gælder uanset stilling, alder og arbejdsopgaver. Vi kan altid blive bedre, men det kræver, at vi opsøger de nødvendige kompetencer.
Det er derfor, at vi har MUS. Udvikling af kompetencer for den enkelte bør være en væsentlig del af MUS. Det kræver, at både leder og medarbejder er godt forberedte. Vi starter MUS op senere på efteråret. Det er dog ikke for tidligt allerede nu at overveje hvor der er behov for at styrke kompetencerne.
Der kan søges om støtte til kompetenceudvikling via Den Statslige Kompetencefond. Mere information om dette findes her: https://medarbejdere.au.dk/administration/hr/kompetenceudvikling/kompetencemidler/. Det er op til den enkelte medarbejder selv at søge støtte, men ved AGRO ser vi gerne, at muligheden udnyttes. Så tænk over det, og få det aftalt ved MUS.
For yngre forskere (ph.d., postdoc og adjunkter) vil der fremadrettet ved MUS også være fokus på karriereudvikling, uanset om karrieren kan fortsætte ved universitetet eller i erhvervslivet. Ved AU og AGRO støtter vi op om karriereudvikling – det er derfor vigtigt at drøfte dette ved MUS.
Der er også kompetenceudvikling, som vi vil håndtere i instituttet. Instituttets ledelsesgruppe har netop været gennem et udviklingsforløb omkring ledelse. Nu kigger vi på, hvordan vi får styrket ledelse på andre niveauer i instituttet. Det handler bl.a. om projektledelse, men også om faglig koordinering mellem sektioner. Desuden har vi udfordringer på, hvordan vi håndterer data og GDPR. Så her kigger vi også på, om der kan laves kurser for bestemte medarbejdergrupper. Jeg hører gerne om andre behov, så vi kan få det med i planerne.