Medinddragelse ved AU

Universitetsloven fastlægger en hierarkisk ledelsesstruktur, men der bliver også lagt vægt på betydningen af medinddragelse og medbestemmelse for medarbejdere og studerende. Ifølge AU’s vedtægter skal vi have en række udvalg ved AU, herunder bestyrelsen, akademisk råd, ph.d.-udvalg og studienævn.

Foto: AU Foto

Valgcirkulæret er lige blevet offentliggjort på AU’s hjemmeside. Kandidatlister opstilles i perioden fra 19. til 26. oktober til henholdsvis ph.d.-udvalg og studienævn.

Hvis du er startet i løbet af september bør du kontrollere din valgret ved at logge dig ind i valgsystemet via www.au.dk/valg, hvor der i starten af oktober vil blive offentliggjort valglister.

Medarbejderne er delt op i valggrupper, og de er som følger:

1. Heltidsansatte VIP
2. Deltidsansatte VIP
3. TAP (også AC-TAP)
4. Studerende
5. Deltidsstuderende 

Det egentlige valg finder sted i perioden 9-12. november 2020.

Akademisk råd

Ved Tech vil der på grund af organisatoriske omstruktureringer ikke være valg af VIP og TAP til akademisk råd før primo 2021. Der skal dog i efteråret vælges 2 ph.d.-studerende til rådet.

Studienævn

Studienævnet dækker flere studier ved Tech, og der skal vælges fem VIP fra Tech. Derudover er der også fem studerende i nævnet, og de vælges blandt forskellige repræsentationsområder. Vore studerende på BSc Agrobiologi, Kandidaterne Agrobiologi, AgroEnvironmental Management, Molekylær Ernæring og Fødevareteknologi samt Sustainable Animal Nutrition and Feeding skal gå sammen og finde en kandidat.

Ph.d.-udvalg

På Tech er der et fælles ph.d.-udvalg, der koordinerer skolens arbejde sammen med dekanen og ph.d.-skolelederen. Udvalget består af fire VIP og fire ph.d.-studerende.

For AGRO gælder det, at vi skal finde en repræsentant for henholdsvis VIP og ph.d. i samarbejde med Center for Kvantitativ Genetik og Genomforskning. 

Du kan læse mere om valget på Aarhus Universitet her.

Gør din indflydelse gældende og brug din stemme til valget 2020.