Økonomien i AGRO er stram
AGRO har ondt i økonomien, og institutledelsen beder alle være opmærksomme på udgifter
AGRO kom ud af 2018 med et ganske stort underskud på 12 mio. kr. Det er penge, der skal betales tilbage. Forventningen var at vi i 2019 kunne betale en del af dette tilbage. Det bliver desværre ikke tilfældet; i stedet får vi endnu et millionunderskud. Det er der mange forskellige årsager til, herunder at forventningerne til indtægter ved årets start var sat for højt.
Vi har sammen en opgave med at begrænse underskuddet i år. Det indebærer, at der kun undtagelsesvis kan ske nyansættelser og samtidig beder jeg alle om, at hjælpe med at spare på driftsmidler. Det betyder, at vi alle skal tænke os grundigt om når vi bruger af institutmidler. Udgifter skal som udgangspunkt altid på eksternt finansierede projekter.