”Selv at tænke, selv at dømme, selv at handle”
Sådan lyder J.C la Cours motto, en af Danmarks første landbrugskandidater og grundlæggeren af den første almindelige landbrugsskole i Lyngby. Og det samme motto kunne gælde for de egenskaber, vi gerne vil bibringe vore egne studerende inden for jordbrugsvidenskab. Men hvordan er dette motto noget særligt? Og hvordan vil dette kunne være med til at revitalisere de nye uddannelser, der lige nu er i støbeskeen hos os? Dette diskuteres på baggrund af et bogkapitel i bogen om landbrugets nyere historie, der udkommer netop i disse dage.
Over de kommende år står vi over for en spændende opgave med at revitalisere og nytænke jordbrugsuddannelserne ved Aarhus Universitet, samtidig med vi får tilført nye uddannelser i Veterinærmedicin og Husdyrvidenskab ved AU Viborg i Foulum.
Mange gode koncepter for styrkede uddannelser er i spil. Dette gælder specielt omkring problembaseret læring, hvor vi har rigtig meget at byde på, og i tilknytning til de såkaldte Living Labs med fuldskala eksperimenter og platforme for uddannelse og læring, og som i bedste agroøkologiske bæredygtighedsstil omfatter både de naturvidenskabelige og de socioøkonomiske faktorer af betydning for landbrugets mange aktører. En vigtig pointe er både at nytænke uddannelserne omkring vor tids brændende platforme omkring grøn omstilling, klima, miljø, biodiversitet og bæredygtighed, der i den grad appellerer til dagens generation af unge, og samtidig bygge videre på det solide fundament for uddannelse og læring, som J.C. la Cour (Figur 1) formulerede med sit motto omkring ”Selv at tænke, selv at dømme, og selv at handle”.
Disse spørgsmål funderes der over i kapitlet omkring ”Uddannelse, rådgivning og videnskab i en foranderlig tid” i en hel ny bog om ”Dansk Landbrug 1945-2020” (https://issuu.com/gads-forlag/docs/dansk_landbrug_issuu), som den 26. november præsenteres ved en reception på Det Grønne Museum - et museum som J.C. la Cour i øvrigt også var grundlæggeren af!
I bogkapitlet gennemgås de mange facetter og kritiske faktorer for udviklingen af den forskningsbaserede rådgivning og jordbrugsuddannelse, og faktisk har Jordbrugsuddannelserne ved Aarhus Universitet udviklet sig ganske positivt over den seneste snes år (Figur 2). Men både samfundets behov og potentialet for flere studerende rækker til noget mere, og målet er mange flere indskrevne per år. Og her vil de nye uddannelser i veterinærmedicin og husdyrvidenskab helt sikkert kunne bidrage med et ekstra boost.
Appellen til at de studerende hos os kan få grundlaget til selv at analysere løsningerne for omstillingen til en grønne jordbrugssektor, og at de netop ved at arbejde med konkrete problemstillinger kan udvikle mere generelle kompetencer for et givende arbejdsliv og karriere, er vigtigt. En vigtig opgave for os bliver derfor at få formuleret kataloger af sådanne mulige opgaver til inspiration og fortsat at indbygge sådanne fornyede opgaver i vore kurser, fx med tilknytning til de nye ph.d.- og MSc-projekter der løbende kommer ind, og som vi kan blive endnu bedre til at aktivere i undervisningen, og senest jo også ved de nye forløb for gymnasieelever, som hver sektion i instituttet har bidraget med.
Vi skal blive bedre til konkret at vise hvordan vores forskning kan gøres til genstand for undervisning ved at markedsføre de spændende studenterprojekter der løbende udføres, men også ved at fortælle de mange eksempler på tidligere studerendes nuværende arbejde, hvorved vi kan vise de vide grænser, der er for, hvad en uddannelse hos os kan lede til af spændende arbejdsliv!
Et specielt varemærke for vore uddannelser kan derfor i bedste Grundtvig-Koldske skoletradition, og helt i J.C. la Cours ånd, være at uddanne nye generationer af selvstændigt tænkende, og herunder også forskningsbaseret tænkende, kandidater til gavn for såvel erhverv som samfund. Sådanne kandidater kan vi ikke få for mange af!
Forsiden til bogen om Dansk Landbrug 1945-2020, som bl.a. omfatter et kapitel omkring udviklingen inden for Uddannelse, Rådgivning og Forskning, til mulig inspiration for den videre udvikling af vores uddannelser. (Figur 3).