Starten er gået godt

Sidste år startede jeg min ansættelse på AU Flakkebjerg som markforsøgsleder, og det var starten på, for mig, et ukendt og meget spændende område. Med ansættelsen fik jeg alle de nye udfordringer, jeg søgte, da jeg ikke tidligere har beskæftiget mig med forskning og ”universitetsmiljøer”, men med ledelse i private virksomheder. Det var et stort spring ud i det ukendte.

Anders Vestergaard. Foto: Charlotte Hamann Knudsen
Foto: Anders Vestergaard
Foto: Anders Vestergaard
Foto: Anders Vestergaard
Foto: Anders Vestergaard

En fantastisk modtagelse og support
Jeg blev modtaget midt i høsten 2023 af en stor flok af søde og passionerede dygtige kollegaer, der alle gjorde deres bedste for, at jeg fik en god modtagelse. TAK til jer alle for, at jeg er blevet en del af holdet, og jeg glæder mig virkelig til, at vi skal skabe en fremtid sammen.

Bæredygtighed, klimaforandringer/-aftryk, biodiversitet er alle begreber, der blev del af min hverdag sammen med præcisionsdyrkning, droneflyvning og robotteknologi. Alt sammen noget vi i Markgruppen på Flakkebjerg prøver at omsætte fra at være en vision til at blive en praktisk mulighed i vores forsøg.

Denne opgave er utrolig kompleks og kræver meget dygtige kollegaer, som forstår at etablere og facilitere de mange forskellige forsøg, der skal bidrage til en fælles mission om at skabe resultater og ny viden i vores forsøg.

Markgruppen på Flakkebjerg består af ca. 30 medarbejdere, der alle engagerer sig i og påtager sig et stort ansvar over for alle interessenter som forskere, myndigheder og private firmaer. Ofte arbejdes der med meget korte tidsfrister og samtidig med en rettidighed og omhyggelighed, der kræver en beundringsværdig fleksibilitet og til tider betyder en meget krævende arbejdsdag.

Dette forenet med en positiv kultur, der er båret af medarbejdere med en meget lang anciennitet samt nye medarbejdere, som kommer med sprudlende energi, giver tilsammen følelsen af empati og ordentlighed.

At alle vil hinanden, og at alle bidrager til god inklusion, fornemmes tydeligt i de tværgående opgaver, hvor sekretariat, byg, laboratorierne og ikke mindst kantinen arbejder på tværs. Alle løfter med hver deres kompetence og er med til at give en opløftende stemning af succes.

Hvad er det, der huskes fra det seneste år
Det, der huskes, er oftest det, der har givet de største udfordringer, og i mit/vores tilfælde kan det siges meget kort: REGN og mere regn. Fra en våd høst over et vådt efterår til et sent og vådt forår er alt sammen noget, hvor rettidigheden fik en ny virkelighed, men året skal også huskes som et år med rigtig mange aktiviteter og investeringer.  

Vi er påbegyndt et meget omtalt generationsskifte, hvor opgaven bliver at sørge for, at den viden, troværdighed og anerkendelse, som mange af de ældre medarbejdere har oparbejdet, bliver givet godt videre til nye yngre medarbejdere, så forskere, firmaer og myndigheder bliver ved at få en professionel behandling. Det betyder, at vi nu igangsætter en rekruttering af nye medarbejdere tidligere for at øge sandsynligheden for, at processen med et generationsskifte bliver gennemført med et godt resultat.

Samtidig kræver det også, at vi tilpasser os nutidens ”Work Life”-balance, hvor vi i større udstrækning tilgodeser den nye generations syn på en arbejdsdag og berigelse i vores arbejdsplanlægning for derved stadig at være en attraktiv arbejdsplads og samtidig fastholde dem som allerede bidrager.

Generationsskifte, fastholdelse og nyansættelse ser jeg som fremtidens helt store udfordring. Hvordan sikrer vi, at AU forbliver attraktiv, når vi har kendskab til, at arbejdskraft bliver en begrænset ressource i fremtiden. Er det ved at profilere os med et grønt og klimavenligt ”mindset”, er det adgang til utrolig meget ny viden, eller er det den super”fede” internationale diversitet med de gode sociale relationer, eller hvad er det, der skal til for, at vi sikrer os de bedste nye medarbejdere?

Høje energipriser og nedslidt udstyr har også betydet, at vi i det seneste år har foretaget betydelige investeringer i at forbedre faciliteterne til at være mere klima- og brugervenlige. Bl.a. har vores væksthuse og klimakamre fået nye vækstlamper, og separate installationer er blevet udskiftet og opgraderet. Denne proces forsætter mange andre steder på lokaliteten, så vi forhåbentlig i fremtiden vil opleve en reduktion af energiforbruget.

Ligeledes har vi fået etableret en ny boring til markvanding, da den gamle efter 50 år er begyndt ikke at kunne yde det nødvendige. Vi tror stadig på, at vi skal bruge vand i fremtiden for at give vores planter de bedste betingelser, selvom det i år regner ca. hver 3. dag. 😊

Vi har i denne sommer også investeret i en nabogård, der giver os adgang til yderligere 30 ha jord pr. 1. januar 2025. Gården er placeret tæt på AU Flakkebjergs eksisterende jorde og kan derved spare en masse transporttid. Ligeledes kan det eksisterende vandingssystem udvides til at kunne dække noget af den tilkøbte jord.  

Generationsskifte/opgradering er der også behov for på maskinsiden. Derfor har vi i år bl.a. investeret i en ny traktor og en ny forsøgsmejetærsker.

Alt dette er noget af det, jeg specielt husker ved det forgangne år, og det har bidraget til, at jeg selv føler at være kommet godt fra start.

Jeg har allerede sagt farvel til en del kollegaer, som enten er gået på pension, eller som skulle ud at prøve noget nyt, men jeg har også sagt velkommen til endnu flere, og det er jo det det hele handler om. Man skal hele tiden være klar til at omstille sig til dagen i morgen.

En meget stejl læringskurve over hvad der egentlig foregår på et forskningscenter. En meget stor berøringsflade til mange søde og hjælpsomme mennesker, og ikke mindst en stor appetit på hvad fremtiden bringer.

God sommer.