Stor interesse for små molekyler
Et hands-on ph.d.-kursus i Flakkebjerg i analyse af små molekyler ved hjælp af kromatografi og massespektrometri er et hit hos ph.d.-studerende.
De er meget små, men kan have stor betydning: diverse molekyler, som findes i jord, planter eller dyr. Udfordringen er at finde og forstå dem. Det hjælper et ph.d.-kursus, som lektor Inge S. Fomsgaard står bag, med. Kurset er så eftertragtet, at Charles Sturt Universitet i Australien flere år i træk har sendt kursister hertil for at følge det. I år er ingen undtagelse.
Ph.d.-studerende Sajid Latif, oprindeligt fra Pakistan, men nu i Australien, er kommet den lange vej for at lære, hvordan man bruger de avancerede analyseapparater, der står seks eksemplarer af i forskellige udformninger i laboratorierne i Flakkebjerg.
- Vi lærer at bruge analyseapparaterne til at identificere og kvantificere komponenterne i materiale fra f.eks. jord, planter og dyr. Det drejer sig om meget små organiske molekyler … forklarer han, men bliver afbrudt af en anden ivrig kursist, Lin Shi.
- … de organiske molekyler kan have betydning som markører eller til forebyggelse eller behandling af sygdomme, eller er sygdomsfremkaldende eller komponenter af forurenende stoffer eller sekundær metabolitter eller potentielle pesticider, opremser Lin Shi, der oprindeligt er fra Kina men lige nu er i gang med sine ph.d.-studier på Sveriges Landbrugsuniversitet.
De to entusiastiske kursister har revet 12 dage ud af deres kalendere for at følge kurset “Hands-on liquid chromatography – mass spectrometry course in the analysis of small molecules” fra 6. til 17. juni 2016. Kurset er fuldt tegnet med i alt 10 kursister, der hver for sig får masser af tid ved maskinerne, foruden at de lærer, hvordan de forbereder prøverne forinden og analyserer resultaterne bagefter. Udover de to ugers arbejde sammen i Danmark skal kursisterne bruge tid på at forberede sig inden kurset og skrive to rapporter bagefter.
- Vi lærer om både principper og praksis. At arbejde med maskinerne er meget vigtigt. Det er også godt, at kurset er meget interaktivt, siger Sajid Latif. Lin Shi nikker sin enighed og supplerer:
- Jeg får helt bestemt gavn ud af dette kursus, siger hun.
Kursisterne kommer fra både udlandet, forskellige universiteter i Danmark og forskellige institutter i Aarhus Universitet. Den brede og diverse sammensætning har sine fordele.
- En af de gode ting ved kurset er, at vi er så forskellige. Vores ph.d.-studier drejer sig om alle mulige forskellige ting, men selvom vi arbejder på diverse projekter, har vi fælles interesser. Vi lærer noget både fra lærerne og fra hinanden, siger Lin Shi og Sajid Latif i enighed.
Kursets lærere er foruden Inge S. Fomsgaard laboranter, postdocs og ph.d.-studerende fra Flakkebjerg samt specialister i massespektrometri og kromatografi fra henholdsvis Syddansk Universitet og Københavns Universitet samt fra leverandørerne Sciex og Phenomenex.