To verdener mødes om fælles udfordringer inden for præcisionslandbrug
To års samarbejde mellem AGRO og Innovation Centre Denmark i Brasilien kulminerede i en workshop om præcisionslandbrug i Brasilien, hvor en tredjedel af deltagerne kom fra AGRO. Workshoppen åbnede for nye samarbejdsmuligheder inden for bæredygtig intensivering.
Brasilien har et tropisk klima, mens Danmark har et temperere klima. Der er også forskelle mellem de to lande hvad angår størrelserne af landbrugsbedrifterne og de socioøkonomiske forhold, men på trods af de store forskelle mellem dansk og brasiliansk landbrug er især tilpasning af teknologier til brugernes behov og databehandling fælles udfordringer. Derfor giver forskningssamarbejde mellem de to lande god mening – og det praktiserer vi via et aktivt dansk-brasiliansk samarbejde.
Det seneste resultat af to års samarbejde mellem Aarhus Universitet og Innovation Centre Denmark i Sao Paulo var workshoppen ’Sustainable Intensification through Precision Agriculture and Smart Farming’, som blev holdt 25.-26. oktober 2017 på University of Sao Paulos Luiz de Queiroz College of Agriculture (USP-ESALQ). Workshoppen belyste blandt andet udfordringer vedrørende sensorer, dataindsamling og -fremstilling, gødskning, pesticider og jordbehandling.
På workshoppens anden dag var matchmaking på programmmet. Her identificerede parterne fælles forskningsinteresser og nedfældede disse i konceptnotater til brug ved fælles forskningsansøgninger.
AGRO stærkt repræsenteret
De ni danske deltagere kom for størstedelen fra Future Cropping-projektet. Fra Aarhus Universitet deltog René Gislum, Lars Juhl Munkholm og Torsten Rødel Berg fra AGRO og Claus Aage Grøn Sørensen fra ENG. De stod for den faglige planlægning i samspil med USP-ESALQ.
Derudover deltog repræsentanter for Københavns Universitet, Seges, den private virksomhed Geoteam og Innovation Centre Denmark. Sidstnævnte stod for finansiering og logistik. Fra brasiliansk side deltog udover USP-ESALQ den brasilianske statslige sektorforskningsinstitution Emprapa (Brazilian Agricultural Research Corporation), andre relevante afdelinger af USP og en række private virksomheder.
Udover finansiel støtte og logistik, stod Innovation Centre Denmark også for et orienteringsmøde, hvor Innovationsattache Stina Nordsborg indførte de danske deltagere i det brasilianske forsknings- og uddannelseslandskab samt den politiske og økonomiske kontekst, hvilket gav nyttige indblik.
Forud for workshoppen var der besøg på Emprapa Instrumentation og Raizen, som er Brasiliens tredje største producent af brændstof produceret på grundlag af sukkerrør. Begge besøg omfattede demonstrationer, markbesøg og gode diskussioner.
Samarbejdet fortsætter
Fremadrettet vil tovholdere på AGRO og USP-ESALQ bestræbe sig på, at det dansk-brasilianske netværk, som er et resultat af workshoppen, holdes orienteret om og assisteres i formulering af fælles forskningsansøgninger.
AU’s jordbrugsforskning har siden 2011, hvor de daværende institutledere besøgte en række forskningsinstitutioner i Brasilien, set stigende forsknings- og undervisningssamarbejde med Brasilien, godt hjulpet på vej af Innovation Centre Denmark i Sao Paulo. Udover det nystartede netværk om præcisionslandbrug bør AGRO’s netværket indenfor agroøkologi med det føderale universitet i Sao Carlos fremhæves.
For yderligere oplysninger om muligheder for samarbejde med Brasilien er du velkommen til at kontakte Torsten Rødel Berg.