Velkommen til det nye LAMU

Vi har i efteråret 2023 haft valg til LAMU, eller rettere, det var ikke nødvendigt med kampvalg i år.

Mogens Nicolaisen. Foto: Charlotte Knudsen

De fleste fra det afgående udvalg var heldigvis villige til genvalg, hvilket sikrer en vis kontinuitet i arbejdet, og forhåbentlig kan arbejdet fortsætte i samme positive og konstruktive ånd som hidtil. Som noget nyt er Land-CRAFT i Aarhus nu også repræsenteret i udvalget – velkommen til jer; jeg ser frem til samarbejdet! 

Udvalget er præget af spredning på flere måder, da vi kommer fra flere lokaliteter: Foulum, Flakkebjerg og Aarhus; vi arbejder i forskellige områder: laboratorie, mark og kontor, og faktisk er udvalget sammensat af medlemmer fra to forskellige institutter i kraft af QGG’s tilstedeværelse i Flakkebjerg.

Vores arbejde spænder fra håndtering/diskussion og forebyggelse af arbejdsskader, rundgange på vores arbejdssteder med henblik på forbedret ergonomi og sikkerhed, planlægning af evakueringsøvelser, korrekt kemikaliehåndtering og brug af maskiner og så helt til opfølgning på APV’en.

For nylig har vi alle fået en mail vedrørende en undersøgelse, VIVE har lavet om sexisme blandt ph.d.-studerende: https://tech.medarbejdere.au.dk/nyheder-og-arrangementer/nyheder/vis/artikel/universitetsledelsens-kommentar-til-vive-rapport-udgivet-den-20-marts-2024

Her vil jeg blot kraftigt opfordre til, hvis man oplever noget grænseoverskridende, at tale om det med andre, og her er man selvfølgelig meget velkommen til at henvende sig til en repræsentant fra LAMU.

I det hele taget står vi til rådighed, hvis der er problemer med arbejdsmiljøet eller sikkerheden, eller hvis man har spørgsmål, så:

Brug os!