Det eneste konstante i livet er forandring
Jeg startede som kontorelev i Foulum i efteråret 1984, og siden har jeg arbejdet i mange forskellige funktioner.
Før jul aftalte jeg med Jørgen, at jeg kunne trække mig tilbage, som sekretariatsleder for AGRO og fortsætte i en stilling, hvor fokus er på instituttets strategiske udvikling på det administrative område. Forud for en udmelding i instituttet har der været en række praktiske ting vi skulle have klarhed over. Det er på plads nu, og stillingen som sekretariatsleder er blevet opslået.
Som jeg skrev i min leder tilbage i september 2023, har der gennem de seneste år være store forandringer i meget af det vi arbejder med i sekretariatet. Store arbejdsmængder har derfor hobet sig op i sekretariatet. Det har gjort, at opgaver enten ikke er blevet udført, eller har ligget meget længe. Derfor, har jeg ikke har haft nok fokus på lederskabet, og at sætte kursen for det samlede sekretariat. Det håber vi at kunne løse med den nye opgavefordeling.
Heldigvis har vi kun meget dygtige sekretariatsmedarbejdere som har været gode til at løfte ansvar og selvledelse. Derfor har vi også fået løst langt de fleste opgaver alligevel. Tak for det!
Den nye stilling som sekretariatsleder vil have fokus på koordinering, uddelegering og ledelse af administrative opgaver på institutniveau, fx i forhold til understøttelse af forskning, myndighedsbetjening, uddannelse, udvalgsbetjening, ansættelser, m.m.
Mine arbejdsopgaver vil fremover bestå i fx at yde støtte til institutlederen omkring instituttets økonomi, foruden som sparringspartner for projektledere vedrørende projektøkonomi, der kræver løsninger, som ligger ud over hvad vores projektcontrollere kan bidrage med. Desuden skal jeg arbejde med strategisk og operationel økonomistyring omkring forsøgsfaciliteterne i AGRO.
Hvis I, i jeres netværk, har nogen, som kunne være interesseret i stillingen, må I meget gerne dele linket her: https://www.au.dk/om/stillinger/job/sekretariatsleder-ved-institut-for-agrooekologi eller via LinkedIn: https://www.linkedin.com/feed/update/urn:li:activity:7158077783695405056.
Jeg håber, at instituttet vil få mest mulig glæde af den viden og erfaring jeg har oparbejdet gennem et langt arbejdsliv, og jeg glæder mig til at afslutte min tid på arbejdsmarkedet på en måde, så jeg også føler en glæde og tilfredshed med min indsats.