Medarbejderinformation
Procedure for publicering under DCA
Nyhedsmediet Information bragte i går den 23. april 2025 en artikel, der kritiserer håndteringen af en forskningsartikel, som ikke blev udgivet som DCA-forskningsrapport - læs artiklen her. Det er en sag, jeg har taget særdeles alvorligt og også drøftet løbende med dele af instituttets ledergruppe. Grundlæggende finder jeg dog ikke, at der er noget usædvanligt i det faglige forløb som Information beskriver.
For at en rapport kan udgives som DCA-rapport skal der følges en række trin, der sikrer forskningsfaglighed og den nødvendige kvalitet. Praksis omfatter granskning af fagfæller (uafhængige af forfatteren) under ledelse og endelig afgørelse af ansvarshavende redaktør, som for DCA-rapporter er institutlederen. Praksis er præget af dialog og diskussion for at højne kvaliteten indtil et endeligt manuskript enten godkendes eller afvises af redaktøren.
Sagens kerne er, at i den aktuelle situation var fagfællerne ikke godkendt af institutlederen. Desværre var det ikke klart på forhånd, at fagfællerne skulle godkendes af institutlederen. Det er en proces, som vi har beskrevet for rapporter, der bestilles af myndighederne. Men her var der tale om en rapport, som ønskedes publiceret som del af et forskningsprojekt. Jeg vurderede, at de valgte fagfællebedømmere ikke i nødvendig grad dækkede den samlede faglighed i rapporten og havde den fornødne uafhængighed af forfatteren. Jeg vurderede derfor, at denne DCA-rapport ikke kunne udgives i den foreliggende form.
Det er vigtigt at understrege, at den type faglige vurdering og afvisning, som omtales i artiklen, er en naturlig del af videnskabelig praksis. Det er redaktøren af et tidsskrift eller som i dette tilfælde en DCA-rapport, der har ansvaret for den faglige kvalitet. I min ansættelseskontrakt står, at jeg har ansvaret for at sikre kvalitet i instituttets forskning og vidensudveksling. Det handler altså om at sikre, at de rapporter vi udgiver, lever op til de faglige og institutionelle standarder, vi står på mål for som universitet.
Praksisudvalget har identificeret kritikpunkter, som vi forholder os til og tager med videre ift. præcisering af proceduren for publicering af rapporter under DCA. I er velkomne til at orientere jer yderligere i praksisudvalgets afgørelse her.
Jeg vil kort komme omkring ovenstående på institutmøde tirsdag den 29. april 2025.
Venlig hilsen
Jørgen E. Olesen